Britt Carlsen
Lad det være sagt med det samme, vandet, der kommer ud af hanerne i Rio, er ikke i topkvalitet. Det her en meget tydelig og ubehagelig klorsmag og lugt. Klortilsætningen har ikke formået at dræbe alle bakterier, og da hestene drikker omkring 30 liter vand dagligt i de knap 30 grader vi oplever lige nu, så er det meget væsentligt, at de får vand af bedste kvalitet.
Et sindrigt vandrensningsanlæg, som dyrlæge Jonas Rasmussen og landsholdsrytter Anders Dahl har opsat i stalden, renser vandet for klor og bakterier. Anlægget producerer vand til hestene, og til kaffemaskinen.
- Det var ikke alle danske heste, som fra starten fik vand fra rensningsanlæget, men da vi fik alle på det rensede vand, så drak de væsentlig mere, fortæller Jonas, så det har en effetkt på hestenes drikkevaner, at vandet ikke smager af klor. Rytterne havde hjemmefra fået tilvænnet hestene til smagen af æblejuce i vandet, som kan bruges til at skjule klorsmagen, men det er nu unødvendigt. Desuden er Jonas tilfreds med, at anlægget også fjerner bakterier fra vandet, og det er medvirkende til at holde alle hestene friske.
Som hestefysioterapeut Gitte Andersen Søbye fortæller, så er det væsentlig for hestenes muskulatur, at de drikker tilstrækkeligt, og det gør de, fortæller hun.
Der er også indkøbt en fryser, så hestenes ben kan køles ned med kølebandager mv. Men for at få strøm til den måtte Jonas og Anders igang med at stable den op på stole. Nu fungerer alt som det skal. Og hestene har de bedste forudsætninger for at komme frem til første konkurrencedag på onsdag i god form.