Gastronomi på Bækgaarden

28-06-2023 10:53

Mille Albinus Hjermitslev

Bækgaarden Horse Festival 2023 står for døren, og i den forbindelse har Bækgaarden øget de gastronomiske ambitioner. Til lejligheden har de fået hjælp fra en af Østjyllands mest anerkendte restauranter

Copyright Ridehesten.com
Bækgaarden Horse Festival 2017. Foto: Ridehesten.com/Annette Boe Østergaard
Nyheden fortsætter efter annoncen

Fra i dag, onsdag den 28. juni, løber et af Østjyllands største hestestævner, Bækgaarden Horse Festival, af stablen i Nørre Vissing. På den traditionsrige festival har man i år øget de gastronomiske ambitioner. Dette skal en af Østjyllands mest anerkendte restauranter stå for; Fru Larsen Hotel og Restaurant, som til dagligt holder til i Laurbjerg.

Bag Fru Larsen står parret Karina Grand Kannegaard og Christian Neve, der tidligere har arbejdet på flere af landets Michelin-restauranter.

Det er utroligt fedt for os at få muligheden for at deltage i Bækgaarden Horse Festival. Det er altid en stor oplevelse at komme ud af vores vante rammer i Laurbjerg og vise nogle nye gæster, hvad det er, vi står for, fortæller Karina Kannegaard.

Karina fortæller videre: – Vores kokke laver nybagt brød til morgenmad, hvor der også serveres vores egen bacon. Til frokost er der fx hjemmelavet pålæg til nybagt rugbrød eller lækre salater med hjemmerøget laks og dressing. Til aften byder vi fx på masser af grønt, braisseret kød og hjemmelavede saucer – og der kommer også nogle klassiske retter lavet med et tvist. Et stort hit i grillen bliver garanteret vores lækre brioche burger og selvfølgelig vores ribeye med pommes fritter, frisk grøn salat og hjemmerørt bearnaise.

Copyright Ridehesten.com
Karina Grand Kannegaard og Christian Neve. Foto: Privat
Nyheden fortsætter efter annoncen

Det bliver muligt at møde Fru Larsen flere forskellige steder på festivalen. De står nemlig både for cafeteriaet, grillen og en pop-up restaurant, som er lidt udover det sædvanlige.

Kim Kristensen, berider på Bækgaarden og en af folkene bag festivalen, er glad for, at man kan præsentere gastronomi på et højt niveau for gæsterne:

Vi er utroligt stolte over at få en så anerkendt restaurant som Fru Larsen til at stå for maden på årets festival. Vi glæder os meget til at kunne tilbyde vores gæster gastronomi fra øverste hylde, samtidig med at det er noget, som er ekstremt genkendeligt. Vi kan kun sige, at deltagerne til årets Bækgaarden Horse Festival godt kan begynde at glæde sig.

I uge 26 starter festivalen med Bækgaarden Pony Festival og Warm Up 2023. Grill og pop-up-restauranten hos Fru Larsen er åben fra onsdag den 28. juni til søndag den 2. juli.

Fra onsdag den 5. juli til søndag den 9. juli i uge 27 finder Bækgaarden Horse Festival sted. Alle er velkomne til at besøge festivalen og ”Fru Larsen” – entré er gratis.

Copyright Ridehesten.com
Fru Larsen Hotel og Restaurant er klar på Bækgaarden. Foto: Privat
Anna Pørtner

Tip nyhedsvagten

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Anna Pørtner