Anna Pørtner
I denne weekend har Sportsrideklubben åbnet dørene til deres fantastiske faciliteter, hvor der afholdes landsstævne i springning for hest. Foruden en masse spændende klasser, der blev skudt i gang i går, har der i dag været finale i Agria DRF-mesterskabet i springning for klubhold. Her var seks dygtige hold til start for at kæmpe om medaljerne og titlen som dette års danmarksmester i springning for klubhold.
Over udendørssæsonen har 12 stærke klubhold kæmpet over fire kvalifikationer for at samle nok point til at være ét af de otte hold, der skulle kæmpe om titlen som dansk mester for klubhold i springning 2024. Efter sidste kvalifikation hos Han Herred Hestesportsklub lå det klart hvilke otte hold, der i denne weekend fra den 13.-15. september, har mødtes hos Sportsrideklubben for at kæmpe om medaljerne.
Finalen afholdes i to hovedrunder og én omspringning, hvis der er lige anatal fejl. Startrækkefølgen i finalens første runde er i omvendt rækkefølge af kvalifikationsrækkefølgen således at det hold med flest point efter kvalifikationerne rider sidst.
I anden runde starter holdene således, at første startende hold er det hold med flest fejl / længst tid efter første runde. Hvert hold må skifte en rytter ud til anden runde i finalen. Mesterskabet afvikles over én dag.
Ved lige antal fejl til 1., 2. og/eller 3. pladsen foretages omspringning.
Rytterne på holdene skulle ud i henholdsvis 130 cm eller 135 cm, og først var det de ryttere, der skulle ride 130 cm, der var på banen i første runde af mesterskabet. Her sikrede seks stærke ekvipager deres hold en fejlfri runde, hvoraf bedste ekvipage i denne klasse blev Laura Elisabeth Andersen fra Sportsrideklubben med Isa De Lui e. C-Indoctro/ Rivage Du Poncel. Både holdet fra Sportsrideklubben og holdet fra Fyens Rideklub havde to ryttere, der sikrede sig en nulrunde til holdet, og lagde sig dermed i spidsen af konkurrencen.
Men i et mesterskab kan alt ske. Nu var det tid til, at de resterende ryttere skulle ud i deres første runde, der gik i 135 cm. Her var 11 ekvipager til start, hvoraf kun en enkelt af dem sikrede en fejlfri runde til holdet. Det var Frida Munk Lassen og Vega Ask fra Fyens Rideklub e. Big Star/ Larimar, der formåede at ride fejlfrit og sikre Fyens Rideklub en førerposition.
I anden runde af 130 cm formåede to ryttere fra Sportsrideklubben at ride fejlfrit, nemlig Laura Sargent og Laura Elisabeth Andersen, ligesom én enkelt rytter fra Fyens Rideklub sikrede endnu en fejlfri runde, denne gang var det Karen Møller Rohde. Dermed gik rytterne altså ind til anden runde med kamp om medaljerne mellem særligt Sportsrideklubben og Fyens Rideklub. Skulle der være en omspringning?
Anden runde af 135 cm, og dermed sidste og afgørende runde gik i gang. Her formåede Frida Munk Lassen fra Fyens Rideklub endnu en gang at ride en fejlfri runde, og dermed sikrede hun en altså sejren for Fyens Rideklub. Holdets sidste rytter, Søren Møller Rohde kunne nu ride ind på banen og nyde turen til fulde.
Efter de spændende runder lå det klart, hvem der kunne hænge medaljerne om halsen og tage fra Sportsrideklubben med intet mindre end titlen som dansk mester for klubhold. Med en sikker fejlfri runde fra Søren Møller Rohde, blev det nemlig holdet fra Fyens Rideklub, der bestod af Karen Møller Rohde på Zamarolus Ask, Ida Bech Lange på Jokinal, Tine Krog Jensen på Famous Choice, Frida Munk Lassen på Vega Ask og Søren Møller Rohde på Davos Ask Z, der sikrede sig sejren som det enste fejlfrie hold.
– Det var virkelig megafedt at ride på banen i dag, og vi er glade for, at vi kunne have fem ryttere til at ride for holdet i dag. Vi præsterede ene af nulrunder, hvilket sikrede os sejren igen i år, så det er bare virkelig fedt. Vi er så heldige at have et hold, hvor der altid er opbakning, også fra dem, der ikke skulle ride i dag, fortæller Ida Bech Lange på vegne af Fyens Sportsrideklub, og fortsætter med at rose Sportsrideklubben for et fantastisk stævne: – Det var virkelig fantastisk at ride til så velorganiseret et stævne, hvor man virkelig kunne mærke, at der var gjort noget ud af præmieoverrækkelsen, og der var virkelig gode ærespræmier.
Anden bedst og dermed en sølvmedalje rigere blev hjemmebaneholdet fra Sportsrideklubben, der bestod af Laura Sargent på Castino-Drum VH Juxschot Z, Laura Elisabeth Andersen og Isa De Lui, Rikke Rosengaard Hansen med Rosengårdens Francois og Rasmus Krebs Manniche med Sigurd. Det var tæt til det sidste, men med samlet 8 fejl sikrede de sig sølvet i den spændende finale.
Bronzemedaljerne gik til holdet fra ØstSjællands Rideklub, der bestod af Dorte Dahlmann Olsen på Catmandoo U, Gitte Dahl på Lincoln og Ida Mundberg-Hansen på Aura Ravnes-Have. De sluttede med i alt 15 fejl, og kunne tage fra Sportsrideklubben som tredje bedste klubhold i Danmark.
Formand for Sportsrideklubben, Jakob Leth, glæder sig over endnu et vellykket stævne i det smukke efterårsvejr: – DM-klassen i dag er gået rigtig godt. Det var en superfin klasse i virkelig dejligt vejr, fortæller han.
I morgen gælder endnu en dag hos Sportsrideklubben, hvor vinderen af turneringen Battle of Champions skal findes, foruden den spændende S1* 145 cm-klasse, der går om formiddagen. Det er altså værd at holde øje hos Sportsrideklubben i morgen, søndag. Du kan se stævnets start- og resultatlister her.