Thomas Bach Jensen
Mens vinderen af 4-års finalen er efter Blue Hors St. Schufro, 5-års vinderen efter Revolution og 6-års vinderen efter Hesselhøj Donkey Boy, så er vinderen i finalen for 7-års ved det svenske Breeders Trophy under SWB Equestrian Week på Flyinge efter Fürstenball, og mange andre danskejede hingste og DV-hingste har haft afkom med i toppen af de svenske championatsfinaler i weekenden.
Søndag eftermiddag afvikledes finalen for 7-års dressurheste i det svenske Breeders Trophy i Flyinge med 10 deltagende ekvipager. Sejren gik i dag til den tidligere UVM-deltager Fontanell e. Fürstenball/ Ampère, der med Anita Roslund opnåede topkarakterer som 9,3 for galop, 9 for ridelighed og 9,2 for kapacitet. Som også vinderen af 6-års finalen er 7-årige Fontanell opdrættet af den succesfulde svenske avler, Lena Nyström.
Med en lidt højere teknisk score, men lavere kvalitetskarakterer kom hingsten Dantes Vincero DJ ind på andenpladsen med Minna Telde i sadlen. Her blev de højeste karakterer 9 for trav og 8,8 for galop. Treer i finalen blev Benito SC e. Benetton Dream FRH/ Troll redet af Maria Eriksson til bl.a. 8,6 for galop.