Anna Pørtner
I går lagde socialdemokrat og medlem af Europa-Parlementet, Niels Fuglsang, et opslag op på sin Facebook-profil, hvori han offentliggør, at han er blevet valgt som formand for Europa-Parlamentets dyrevelfærdsgruppe. Heri skriver han, at han var i kampvalg, men efter en sejr er det ham en ære at stå i spidsen for sine kollegaer i kampen for dyrene. Fuglsang har tidligere udtalt til TV2, at han betvivler hvorvidt dressur skal forblive en OL-disciplin i fremtiden. Dette skete som følge af TV2's dokumentar om Andreas Helgstrand i Hestemilliardærens hemmeligheder.
I Fuglsangs opslag på Facebook skriver han blandt andet: – Jeg vil arbejde for at vi især i vores landbrug stopper med at se dyr som maskiner, der bare skal levere mest muligt, men som levende væsner. Og det må fx betyde, at vi IKKE stopper dem i bure hele deres liv og transporterer dem i dagevis gennem Europa for at tjene penge.
Niels Fuglsang har i sin kamp for dyrevelfærden blandt andet udarbejdet et udspil for hestesporten, der har fokus på konkrete forudsætninger for en fremtid for europæisk hestesport. Her kommer Fuglsang blandt andet med konkrete forslag til ændringer i emner som revidering af udstyr og hjælpemidler, hestens velfærd som bedømmelsesparameter under konkurrencer og udvidet krav om licenser og kontinuerlig uddannelse. Han skriver blandt andet følgende i sit udspil:
– Jeg er selv vokset op på en gård med dyr. Respekt for naturen og for dyrene har altid været en hel naturlig del af min verdensopfattelse. Derfor ryster det mig virkelig at se, hvordan nogle mennesker opfører sig helt og aldeles inhumant over for andre levende væsener. Dette er grunden til at jeg har kastet mig ind i debatten om, hvorvidt vi overhovedet bør tillade hestesport i fremtiden.
I går blev Niels Fuglsang så altså valgt ind som formand for Europa-Parlementets dyrevelfærdsgruppe, og derfor starter arbejdet med blandt andet at indkøre Fuglsangs nye forslag om en dyrevelfærdskommisær, der får ansvaret for sundhed og dyrevelfærd. Om valget siger Niels Fuglsang til Ridehesten:
– Jeg er glad og stolt over at være blevet valgt som formand for dyrevelfærdsgruppen. Bedre dyrevelfærd er en vigtig mærkesag for mig, som jeg desværre synes fylder alt for lidt i det politiske system. Det vil jeg kæmpe for at ændre. For vi må desværre konstatere, at dyrevelfærden på mange områder slet ikke er god nok. Den eksisterende lovgivning er simpelthen dybt forældet, og tager ikke højde for dyrenes ve og vel. Det handler særligt om dyr i landbruget, som lever hele eller store dele af deres liv i små bure. Dyr der transporteres rundt i lastbiler i døgnlande transporter. Eller kyllinger som er avlet til at vokse så hurtigt, at deres kroppe ikke kan følge med. Men det handler også om bedre dyrevelfærd indenfor hestesport, som vi desværre har set for mange kritiske eksempler på ikke er ok. Det har jeg allerede sat fokus på fordi, jeg ikke synes vi kan være det bekendt. Og det er et spor jeg vil forfølge fremadrettet også.
Du kan se Fuglsangs Facebook-opslag herunder.