Fuchs bedst i Falsterbo Grand Prix

16-07-2023 19:23

Annika Knudsen Lorentsen

Falsterbo Horse Show 2023 sluttede med maner med den 160 cm høje Grand Prix, og det blev schweiziske Martin Fuchs der sikrede sig sejren med to fejlfrie runder 

Copyright Ridehesten.com
Martin Fuchs med Conner Jei. Foto: Ridehesten.com/Maria Lerche Mortensen

Det var en spændende afslutning på årets Falsterbo Horse Show, da 50 ryttere mødtes i den 5-stjernede Grand Prix-springning, som blev afviklet på en 160 centimeter høj bane. 

Til start i klassen var to danske ryttere. Den første af den i aktion var Lars N. Pedersen med Bøgegården Gladiola e. Bøgegårdens Grafs Stakkato/ Bøgegårdens Apollo (opdr. Stina og Jørgen Schmidt). Hingsten som er ejet af avlerne og Frandsbjerg Horses i fællesskab sprang generelt godt under Lars, men desværre kom de fra start med fejl på muren, og der indløb ligeledes to nedslag senere på banen, som betød, at de endte med 12 fejl. 

Copyright Ridehesten.com
Andreas Schou med I Know. Foto: Ridehesten.com/Annika Knudsen Lorentsen

Den anden danske rytter var Andreas Schou med den velspeingende I Know e. Arezzo VDL/ Hors la Loi. Sammen leverede de en virkelig flot runde, men et uheldigt nedslag holdt dem ude af den afgørende anden runde, hvor de 13 bedste fra første runde fik plads. Andreas endte som nr. 15 lige udenfor placering, og som den hurtigste rytter med fire fejl. 

Både Lars og Andreas har redet flere rigtig gode runder ved stævnet. Lars er to gange blevet placeret med Gladiola, og i fredags sikrede Andreas, at I Know blev kvalificeret til EM. 

Schweizisk sejr
De schweiziske ryttere har haft et rigtig godt stævne i Falsterbo, og stævnet sluttede med en sejr til netop en rytter fra Schweiz. 

Copyright Ridehesten.com
Martin Fuchs med Conner Jei. Foto: Ridehesten.com/Maria Lerche Mortensen

Her var det Martin Fuchs der red Conner Jei e. Conner fejlfrit igennem begge runder, og med den hurtigste tid i anden runde, var sejren en realitet for ham. 

Fire hjemmebaneryttere fra Sverige sikrede sig en plads i anden runde, og bedst af dem blev Rolf-Göran Bengtsson, som sluttede på en sjetteplads. 

Resultater fra stævnet. 

Anna Pørtner

Tip nyhedsvagten

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Anna Pørtner