Marie Helene Rigård Rohleder
Easy AgriCare A/S på Mors skifter ud i ejerkredsen. Frandsbjerg Energy A/S overtager 1. februar alle aktierne i selskabet, så Easy AgriCare A/S fremover bliver et 100% ejet datterselskab.
I hesteboksen skal forholdene være de bedst mulige, så hesten har mulighed for at restituere. En god strøelse gør hesteboksen let at vedligeholde, reducerer forbruget og er økonomisk i brug. Lige netop god strøelse i hesteboksen er en af Easy AgriCares hovedprodukter.
Ændringen i ejerkredsen sker med henblik på at styrke og udbygge Easy AgriCares position på markedet for halmbaserede produkter til landbrugssektoren samt at udnytte koncernens store knowhow omkring vedvarende energiproduktion optimalt.
Frandsbjerg Energy er en virksomhed med aktiver i både hestebranchen og den grønne energisektor. De fleste hestefolk kender nok godt Frandsbjerg Horses, som driver en stor springstald nær Hobro, hvor søstrene Kamilla og Katrine Ladefoged Rasmussen er succesfulde i den danske springsport med mange flotte resultater trods deres unge alder.
– Vi ser det som en stor styrkelse, at Easy AgriCare er kommet ind under vingerne på Frandsbjerg Energy, som i mange år har ejet 1/3 af virksomheden. Vi er blandt andet igang med et stort nyt projekt, hvor vi indsamler mødding fra stutterier og rideskoler, siger Lars Sørensen, som er administrerende direktør i Easy AgriCare.
Easy AgriCare og Frandsbjerg Energy A/S ønsker at være en vigtig aktør og drivkraft i den grønne omstilling som samfundet står overfor.
Yderligere investeringer i produktionskapacitet forventes i den nærmeste fremtid for at kunne fortsætte den positive udvikling både på strøelsesmarkederne i ind og udland samt i den igangværende udbygning af koncepter omkring indsamling og forarbejdning af brugt strøelse til biogasproduktion.
//Pressemeddelelse