Kristine Ulsø Olsen
4-års hoppen Salshøjs Perell er en meget præsentabel dressurhest med tre rigtig gode gangarter, og så besidder hun en særdeles høj grad af ridelighed og samarbejdsvilje, der gør hende til en meget lovende konkurrencehest og ikke mindst en spændende hest at uddanne på længere sigt.
I Dansk Varmblods præsentation af auktionskollektionen beskrives Salshøjs Perell således:
Salshøjs Perell er en storrammet og nobel hest med et smidigt bevægelsesforløb. Hun udviser især god mekanik i trav og galop og er en hest som vil være interessant at uddanne på. Salshøjs Perell er efter Blue Hors Farrell, som i den grad har vist sig berettiget som avlshingst. Intet mindre end 5 kårede sønner i sin første følårgang, og han har aflagt en ekstraordinær god rideprøve under 35-dages-testen, hvor han blandt andet scorede 9 for trav og 9.5 for ridelighed. Salshøjs Perells morfar er en af de helt store sværvægtere inden for dressursport; Blue Hors Don Romantic, der med sine 15 kårede sønner og et hav af guldmedaljehopper, er et kvalitetsstempel i enhver stamtavle.