Britt Carlsen
I den kommende weekend kan man få en varieret og god hesteoplevelse på Vilhelmsborg. Det Nationale Hestesportscenter danner rammen om en sportslig stor weekend med landsstævne i både dressur og springning, herunder championatsklasser i dressur og springning, Bundgaard Byg Cup kvalifikation i dressur med mere bl.a. på banen på gårdspladsen, og S-springning med meget mere på det store springstadion - alt sammen arrangeret af Danish Derby Horseshow. Stævnet starter fredag, og i weekenden vil Dansk Varmblod afvikle det præstigefyldte KRAFFT Eliteskue for de aller bedste føl, 2-års hopper og medaljeaspiranter fra hele landet. Lørdag aften er der avler og rytterfest i hallen samt den spændende Elitefølauktion.
Opråb til springrytterne
Elite- og talentchef Bo K. Møller benytter lejligheden til at samle de bedste springryttere til et infomøde. Henover forår og sommer har rytterne deltaget i flere Nations Cup konkurrencer med mange forskellige ekvipager, og der er blevet leveret fine resultater.
- Der er selvfølgelig stadig et stykke vej og en del arbejde, der skal laves, men vi er godt på vej. Derfor vil jeg gerne invitere ryttere, der rider på S-niveau, til et kort infomøde på lørdag den 25. august ved B-stævnet på Vilhelmsborg, hvor jeg kort vil fortælle om planer og strategier for det næste halve år. Vi mødes i VIP’en i opvisningshallen 15 min. efter Grand Prix-klassen. Håber at mange af jer har mulighed for at komme, lyder opfordringen fra Bo K. Møller.