Flyvende heste og ponyer i Hedensted

28-09-2020 07:41

Hedensted og Omegns Rideklub har været godt fyldt med springglade ekvipager i weekenden, hvor der var hele 565 starter

Copyright Ridehesten.com
Isabella Bruun Mathiassen på Kragheredens First Future. Foto: Ridehesten.com/Rikke Hald Jensen
Nyheden fortsætter efter annoncen

Weekenden har været fyldt med skiftende vejr fra styrtende regn til høj solskin, men det afholdte ikke ekvipagerne ved weekendens distriktsstævne i Hedensted og Omegns Rideklub fra at ride hurtigt og fejlfrit.

Programmet fredag og lørdag stod på klasser for hestene, hvor der var klasser fra LC til MB2**. I B0-klasserne benyttede mange ryttere sig chancen for at prøve kræfter med lidt sværere klasser eller nye heste.

Søndag var det ponyrytternes tur, og her blev der ikke sparet på kræfterne. 221 starter red igennem springbanen på 12 timer fordelt på 15 klasser, som ligesom for hestene gik fra LC til MB2**.

Copyright Ridehesten.com
Frederikke Holm Burmeister på Bjennesby Shania. Foto:Ridehesten.com/Rikke Hald Jensen
Nyheden fortsætter efter annoncen

De første klasser bød på stilspringning, hvor hele 22 ekvipager fik en stilkarakter på 8 eller derover. Bedst bedømt blev Frederikke Holm Burmeister på Bjennesby Shania med 8.9.

Maya Kathrine Mulbjerg Larsen var en af de ryttere, der havde rigtig travlt i løbet af søndagen, hvor hun deltog i flere klasser med forskellige ponyer. Dette resulterede i, at hun kunne tage to røde rosetter med hjem i LB2** og LA1* med ponyerne Peanut og Milton. Derudover blev hun også placeret som nr. 2 i LA1* med Peanut.

I MB1* red søsteren Malou Therese Mulbjerg Larsen på Stald Poppels Harmony, hvor de næsten red to sekunder hurtigere end nærmeste konkurrent, mens hun kunne tage en 2. plads med hjem i LA2** med ponyen Sunny.

Alle resultater kan ses HER.

Ridehestens fotograf var til stede søndag og billederne vil være at finde i løbet af mandag.

Anna Pørtner

Tip nyhedsvagten

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Anna Pørtner