Cecilia Lindahl
De danske voltigører er denne uge til VM og EM. I år er både junior VM og senior EM samlet i Ermelo, Holland, og derfor er det en rigtig stor trup, der er sendt afsted for at forsvare dannebrog. Hele 7 heste og 37 hestefolk bestående af voltigører, longefører, grooms og trænere ankom mandag til Ermelo. Tirsdag stod programmet på dyrelægekontrol, og de første officielle træninger på stævnebanen.
Onsdag gik startskuddet for mesterskaberne, hvor juniorerne startede ud med deres obligatoriske runde. Danmark har 1 juniorhold og 3 individuelle piger repræsenteret. De danske juniorer har vist flotte præstationer, og Skibbys juniorhold ligger efter dagens runde som nummer 6 med hesten Guldager Linus og longefører Maria Frimark.
I et skarpt felt, af dygtige voltigører, ligger Emma Helene Kaps nummer 10 med Klintholms Ramstein og longefører Lasse Kristensen. Anna Victoria Damm valgte at trække sin reservehest, Lorenzo Bedsted ind. Han er ny på den internationale bane, og efter dagens præstationer ligger makkerparret som nummer 19 med longefører Maria Frimark.
VM-debutant Mille Jespersen slutter dagen som nummer 45 i feltet med hesten Raadsbjergs Pari Town og longefører Sanne Lorenzen.
Torsdag skal juniorerne lave deres frie program, mens seniorerne skal på banen med det obligatoriske program.
Se alle resultaterne HER