Thomas Bach Jensen
Allerede i første klasse i mandags satte de danske ryttere stærkt ind ved ponydressurstævnet på Lake Arena, Wiener Neustadt, i Østrig. Her vandt danske Laura J. Rasmussen med Hedemand's Megare individuelt med 71,205%, og den danske suverænitet fortsatte, idet alle fire ryttere blev placeret i top ti. Claudia Kjær/Adriano B blev nr. 4 med 69,846%, Rebecca Holm Sylvest og Centrum tog femtepladsen med 69,282%, mens Sophia Ludvigsen og Kentris Afrodite blev nr. 10 med 67,821% i et felt på 26 startende.
I tirsdagens individuelle program blev de fire danske ryttere placeret som nr. 3, 4, 6 og 10, mens de i dag i küren igen gjorde det glimrende. For tredje dag i træk blev bedste dansker Laura J. Rasmussen med Hedemand's Megare, der opnåede 77,042% og en andenplads. Fjerdepladsen med 74,542% gik til Claudia Kjær og Adriano B, mens Sophia Ludvigsen og Kentris Afrodite i dag avancerede til syvendepladsen med 72,083%, og Rebecca Holm Sylvest og Centrum, der var andenbedste dansker tirsdag, sluttede i dag det stærke danske felt på ottendepladsen med 71,792%.
Alt i alt en særdeles flot indsats af de danske ryttere. Landstræner Jette Nevermann er yderst tilfreds og er nu på vej fra Østrig til Belgien, hvor danske pony-, junior-, ung- og U25-ryttere er til start i påsken.
Se resultaterne fra stævnet i Wien HER.