Flere end 60.000 til hingstekåring

11-03-2018 19:30

Britt Carlsen

Har man haft fornøjelsen at opleve Dansk Varmblods hingstekåring med meget mere i MCH Messecenter Herning denne weekend har man nok oplevet trængslen i det ellers gigantiske messecenter – det er fuldt forståeligt for vi har været mere end 60.000 i Herning de seneste dage

Copyright Ridehesten.com
Godt 8000 begejstrede tilskuere rejste sig for at juble, da Cathrine Dufour og Atterupgaards Cassidy gav en hjertevarmende opvisning inden de modtog MCHs Varmblodspris.

Forrygende ridesport, medrivende og informative hingstepræsentationsklasser, stemningsfulde gallashows i verdensklasser og nogle af, om ikke de bedste, unghingste til kåring fra de førende forbund i Europa. Dansk Varmblods hingstekåring med den gigantiske udstyrsmesse har ikke sin lige i hele verden. De udenlandske ryttere er begejstrede for stemningen og de fantastiske faciliteter i MCH Messecenter Herning, og selvom det er 39. gang Dansk Varmblod afvikler hingstekåring med meget mere i Herning, så formår forbundet konstant at udvikle og forbedre konceptet. Modigt og iderigt har forbundets ledelse flyttet arrangementet til nye højder, og dette er sket i et tæt samspil med godt 350 engagerede, frivillige hjælpere.

En af de bærende kræfter bag hele arrangementet er Dansk Varmblods visionære direktør Casper Cassøe. Mange måneders hårdt arbejde kulminerede søndag aften, og selvom vabler plagede Cassøe, var humøret i behold:

– Jeg har aldrig nogensinde lukket hingstekåringen i Herning med så god en mavefornemmelse. Alt har klappet helt ned i detaljerne, og alle har været glade, fortæller han og tilføjer, at han og hans team allerede er i gang med planlægningen af næste års hingstekåring. 

Med 60.086 besøgende bliver eventet dermed messecentrets næststørste arrangement efter den populære messe Ferie for alle. Særlig var lørdag en tæt pakket dag, hvor der var tæt på udsolgt overalt.

Her på sitet kan man se et stort antal nyheder og historier fra fem dages hestefest i Herning, og så kan man glæde sig til magasinet Ridehestens aprilnummer, der kommer til at bugne af artikler og smukke fotos fra alle højdepunkterne under arrangementet.

Copyright Ridehesten.com
Dansk Varmblods direktør Casper Cassøe er allerede igang med forberedelserne til næste års jubilæumsfest - 40 år i Herning!
Anna Pørtner

Tip nyhedsvagten

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Anna Pørtner