Trine Askjær-Jørgensen
Efter en række, skønne juledage i familiens skød er det nu tid for flere ryttere at starte årets sidste stævne her imellem jul og nytår, og således er Danmark repræsenteret i både springning og dressur ved det store FEI World Cup-stævne i belgiske Mechelen fra den 26.-30. december.
Først i ilden er dressurrytterne, som har redet World Cup Grand Prix i dag og skal ride Grand Prix kür i morgen. Her er to danskere til start, og fredag den 30. december går det så løs med World Cup-springning, hvor Emil Hallundbæk, der også deltog ved VM i Herning, kommer til start.
Flot fjerdeplads i kun anden World Cup sammen
Nanna Skodborg Merrald tog allerede ved den allerførste kvalifikation på Vilhelmsborg hul på World Cup-sæsonen, og det med to flotte andenpladser på World Cup-debutanten Blue Hors St. Schufro e. St. Moritz Junior/ Blue Hors Don Schufro. Kort efter var hun så til start med DV-hoppen Atterupgaards Orthilia e. Gribaldi/ Donnarschlag (opdr. Kristine Much Nielsen) ved World Cup-kvalifikationen i franske Lyon, hvor det blev til en fjerde- og femteplads. Og nu var det igen den 11-årige avlshingsts tur til at gå sit kun andet World Cup-stævne.
Ekvipagen debuterede internationalt i Grand Prix i Le Mans, Frankrig, i 2021, men St. Schufro har så været sat ud af spillet pga. af en skade. I 2022 er ekvipagen vendt stærkt tilbage til stævnebanerne, og det er blevet til sejr i Grand Prix Kür ved Falsterbo-stævnet i Sverige, og to andenpladser i deres World Cup-debut ved den første kvalifikation på Vilhelmsborg.
Nanna og den natsorte hingst med de smukke aftegn kom flot fra start og viste særligt flotte sidetraversader, som var bløde og flydende, flotte gennemsprungne changementer i både toer- og etterserierne, hvor hingsten virkelig sætter sig bagtil, men samtidig er afspændt, og det samme gjaldt i galoppiruetterne. Hingsten gik lidt i stå ind i den første piaffe, men som den erfarne rytter Nanna er, fik hun rettet op på det og holdt ham flot i gang i de næste – i det hele taget et meget flot program uden nogen store fejl. Det resulterede i en score på 74,869% og en fjerdeplads i et felt, der særligt til sidst bød på nogle af verdens bedste ekvipager.
World Cup-debut lover godt for fremtiden
Anna Zibrandtsen debuterede i dag med den 11-årige vallak Quel Filou e. Quaterback/ Stedinger i World Cup-sammenhæng. Anna, der til dagligt træner hos Cathrine Laudrup-Dufour, debuterede først på året den tidligere UVM-bronzevinder på Grand Prix-niveau, og parret har siden da været i en rivende udvikling. Det er blevet til både start ved DM i dressur, i Falsterbo, 3-stjernet dressur ifm. World Cup-kvalifikationen på Vilhelmsborg i oktober og senest start ved det 3-stjernede dressurstævne på Blue Hors i november med en anden- og tredjeplads i henholdsvis Grand Prix kür og Grand Prix til følge.
Nu var tiden så inde til en World Cup-debut. Anna og "Q", som vallakken hedder i daglig tale, kom flot fra start. Der var et par misforståelser med blandt andet galop i den ene frie trav og lidt usikkerhed i passagen, men til gengæld rigtig flotte toer- og etterchangementer, flotte galoppiruetter med fin ro og kontrol. Vallakken, der er ganske ny i Grand Prix-sammenhæng, så ud til at trykke sig lidt i de store rammer, men som den erfarne rytter Zibrandtsen er, fik hun guidet ham godt rundt, og det blev en rolig og sikker tur. Parret udgør en skøn ekvipage, som udvikler sig for hver eneste tur, og med 69,913% og en 12. plads lover det godt for fremtiden.
Vinderen af klassen blev en DV-hest
Havde man taget et kig på startlisten forud for klassen, ville man måske ud fra ekvipagernes tidligere resultater have forventet en anden slutrækkefølge i klassens top-3, eftersom den individuelle VM-guldvinder Charlotte Fry samt VM-bronzevinder Dinja van Liere var til start.
Lidt overraskende endte ingen af dem på førstepladsen og ej heller en dansk rytter, men som dansker er det svært at være utilfreds, når sejren i klassen gik til den eneste danskavlede hest, der var til start. Dansk Varmblods-vallakken Tørveslettens Titanium RS2 e. Totilas/ Stedinger, som er avlet af Pernille Laurberg Rugaard og Steen Otto Rugaard sammen med Helgstrand Dressage og Paul Schockemöhle, tog nemlig sejren med en score på 75,978% sammen med sin hollandske rytter Marike van der Putten. Marike rider for stutteriet RS2, og det vil sige dermed også avlshingsten Jameson RS2, der de seneste år har været meget succesfuld i avlen, men nu er taget ud af avlen for i 2023 at fokusere fuldt ud på sporten.
Andenpladsen i klassen gik med 75,783% til den dobbelte, individuelle VM-guldvinder, britiske Charlotte Fry, der dog var til start med hendes anden tophest, nemlig den 13-årige avlshingst Everdale e. Lord Leatherdale/ Negro. Sidst ekvipagen var til start var i den 3-stjernede Grand Prix-tur ifm. UVM i dressur i hollandske Ermelo. Her vandt de både Grand Prix og Grand Prix kür. Ekvipagen var også på det bronzevindende britiske hold ved OL i Tokyo i 2021. Ingen tvivl om, at Everdale er en helt fantastisk hest, men i dag blev han noget høj i nakken indimellem, og der var et par misforståelser blandt andet til sidst, hvor han var klar til at lave parade alt for tidligt og dermed stoppede lidt ind i piaffen på midterlinjen.
26-årige Lottie Fry, som Charlotte bliver kaldt, har allerede opnået mere end de fleste kun kan drømme om, og med Van Olst Horses i ryggen har hun udover Everdale og hendes VM-hest Glamourdale mange flere topheste på vej til Grand Prix. I det nye Ridehesten-magasin, som udkommer i morgen, kan du i en stor profilartikel læse om Anne og Gertjan van Olst, Lottie Fry og alle deres fantastiske heste.
Tredjepladsen i klassen gik til sommerens dobbelte, individuelle VM-bronzevinder hollandske Dinja van Liere med KWPN-hingsten Hermés N.O.P. e. Easy Game/ Flemmingh, som red sig til 75,152% i dagens Grand Prix. Det så dog ikke alt for loven ud fra starten, for den 10-årige hingst var noget imponeret over omgivelserne og kiggede rigtig meget i starten. Hesten går med kæmpe kvalitet i øvelserne, men blev desværre i starten meget bange og spændt, hvilket fik scoren helt ned på 61% på et tidspunkt. Men rutinerede Dinja red til og hentede imponerende mange point hjem gennem de sidste øvelser i programmet. Det var virkelig flot at se, hvordan hun bare kløede på, og det betød også, at Hermés stille og roligt blev mere afspændt og fik vist sine mange kvaliteter.
I morgen er der Grand Prix kür med starttid kl. 11.30, og du kan se med på ClipHyHorse.tv.
Stævnets start- og resultatlister.
Sæsonen 2022/2023 af den vesteuropæiske liga i FEI World Cup dressur:
Finale: Omaha, Nebraska USA, 4.-8. april 2023
I dagens Grand Prix-klasse var en dansk dommer at finde i et af dommertårnene rundt om banen, nemlig Susanne Baarup Christensen, der er 5-stjernet international dommer i dressur og siden 2013 har været udnævnt til international overdommer i dressur.
Dommer E: Susanne Baarup, Danmark
Dommer H: F. Leymann, Belgien
Dommer C: M. Colliander, Finland
Dommer M: R. Saleh, Frankrig
Dommer B: J. van Daele, Belgien