Trine Askjær-Jørgensen
Den allerførste internationale dressurklasse ved Dansk Varmblods Hingstekåring i Herning er netop blevet afviklet i Hal M her til morgen. 11 ekvipager var til start i den 1-stjernede Prix St. Georges, hvor der var syv danskere til start, to finner, en tysker og en hollænder.
Mod alle odds red finske Emma Kanerva som den allerførste i klassen på banen med den 8-årige hannoveranerhoppe Bond Girl e. Borsalino/ De Niro og opnåede den højeste score hos dommerne, der tydeligvis var klar til at diske op med gode karakterer fra morgenen af. Det var også rigtig pæn ridning og gennemgående høj kvalitet på den røde hoppe uden nogen graverende fejl. Parret blev belønnet med 73,039%, som altså holdt til en sejr hele vejen igennem klassen.
Andenpladsen gik til den tidligere UVM-vinder som 7-års, hannoveranervallakken Danciero e. Dancier/ Floriscount, der med sin faste rytter og ejer Anna Kasprzak red en sikker og udtryksfuld tur, hvilket betød, at hun med 72,157% blev bedst placerede dansker i klassen.
Sophia Boje Obel Jørgensen og Highfive Fuglsang e. Grand Galaxy Win/ De Niro (opdr. Anne Dorte Riis Meyland) har dannet par siden efteråret og debuterede først i 2024 sammen til stævne. I dag havde de så deres internationale debut – og det blev en flot én af slagsen, med et højt niveau. Traven blev måske lidt forhastet indimellem, men særligt galopprogrammet lykkedes virkelig godt; flotte galoppiruetter, changementserier osv. Det blev med 71,372% til en tredjeplads.
I videoen her fortæller Sophia om debuten:
Anne-Mette Strandby Hansen var til start med den tidligere UVM-finalist for 7-års Eternity e. Escolar/ Sir Donnerhall, som hun blandt andet har vundet en afdeling af Bundgaard Byg Cup i forbindelse med DM i 2022 på. Efter et flot ridt blev det med den brune westfalervallak til 70,196% og en fjerdeplads.
Stævnets start- og resultatlister.