Find og fjern de giftige planter

01-05-2020 10:00

Helle Kristensen

Nu hvor mange heste tilbringer det meste af deres dag på folden, er det vigtigt at gennemgå folden for giftige planter. Vi giver dig her en oversigt over hvilke planter du skal være opmærksom på at få fjernet fra folden (nogle planter mere kendte end andre), og hvilke symptomer der opstår i forbindelse med en forgiftning

Copyright Ridehesten.com
Nyheden fortsætter efter annoncen

Du ved det sikkert allerede, men ikke desto mindre kommer her en påmindelse om at være særlig opmærksom på at disse planter ikke finder vej ind på din hestefold. 

Vi starter med de værste syndere. Ved disse planter skal der en forholdsvis lille mængde til, før din hest kan komme i alvorlig fare. 

Taks
Denne plante vokser sjældent frit i den danske natur, men da den er EKSTREMT giftig for hesten, er det vigtigt at du kender til den. 
Indtagelse af en meget lille mængde taks, kan have fatale konsekvenser for hesten. Så hold godt øje med, at din hest ikke kommer i nærheden af denne plante. 
Symptomer på forgiftning med taks viser sig som kolik, forsøg på opkast, diarré, ukoordinerede bevægelser, nedsat hjerterytme og tab af bevidsthed. 

Ahorn
Frøene fra ahorn træet er giftige for heste. Derfor er det vigtigt at du sørger for, at der ikke vokser ahorntræer i nærheden af din fold. Frøene spredes via vinden, så selvom ahorntræet står et flere meter fra din fold, kan de små helikopterformede frø bevæge sig langt. 
Når hesten indtager blot en lille mængde ahornfrø, vil den hurtigt blive meget afkræftet og få symtomer der minder om kolik. I tillæg bliver bevægelserne stive.

Copyright Ridehesten.com
Ahorn frø

Som nævnt er disse to planter, de planter der er værst for din hest. Her kan en meget lille mængde være nok til at din hest kan få en dødelig forgiftning!

Men der er en lang række andre planter, som du også skal være opmærksom på kan forgifte din hest. 

Hestekastanje
Modsat hvad navnet antyder, bør din hest IKKE indtage hestekastanjer. Hestekastanjen er giftig for hesten og symptomer på en forgiftning med denne kastanje viser sig som kolik, røde slimhinder, hypersensitivitet, muskelkramper og åndedrætsbesvær. Så hold hestekastanjerne væk fra din hest! 

Copyright Ridehesten.com
Hestekastanje

Agern
Det er de færreste heste der vil vælge at spise agern, hvis der ellers er foder nok tilgængelig på folden. Men ikke desto mindre bør du vide, at agern kan forgifte din hest. Symptomerne viser sig ofte ved at hesten mister appetit, får kolik eller ondt i maven og eventuel blodig diarré. En forgiftning kan også komme til udtryk via forstoppelse. 

Copyright Ridehesten.com
Agern
Nyheden fortsætter efter annoncen

Padderok
På engelsk hedder planten Horsetail - men du skal holde padderokken langt væk fra din hest. 
Planten vokser vildt i hele Danmarkog kan derfor nemt sprede sig til din fold. 
Når hesten har indtaget padderok kan symptomerne vise sig via Vægttab og nedsat appetit, pludselig opstået nervøsitet, ukoordinerede bevægelser og problemer med at rejse sig når den ligger ned. 
Padderokken smager ikke helt så bittert som brandbægren, så det er vigtigt at du fjerner den, hvis du ser den, så hesten ikke får mulighed for at spise den. 

Copyright Ridehesten.com
Padderok

Brandbæger 
Vi kender den stort set alle sammen. Den djævelske brandbæger. Typisk vil heste undgå brandbægre på folden på grund af den bitre smag. Men da brandbægre spreder sig meget, vil det være mest hensigtsmæssigt at fjerne den, før den får lejlighed til at sprede sig. Du fjerner brandbægre ved at grave dem op og gerne brænde dem af. 
Den største udfordring ved brandbægre er, at hvis planten kommer i vores hestes hø, så mister de den bitre smag, men giften findes stadig i planten. Derved kan hesten indtage store mængder af den giftige plante og få en forgiftning. 
Symptomerne på forgiftning med brandbægre kan være ukoordinerede bevægelser, fotosensibilisering, vægttab , hesten vandrer i cirkler, gule slimhinder samt presser hovedet mod en mur, en træstamme eller bokslåge. 

Copyright Ridehesten.com
Brandbæger

Smørblomst - også kendt som ranunkel
De fine gule smørblomster findes på rigtigt mange danske folde. Desværre. For smørblomsten er giftig for heste. Smørblomster har ligesom engbrandbægre en bitter smag, der betyder at heste ofte vil søge udenom den. 
Symptomer på forgiftning med smørblomsten er hævelse og eventuelt små vabler i hestens mundslimhinde, hesten savler mere end normalt og kan have diarré samt koliktegn.
I særligt slemme tilfælde kan hesten få lav puls og udvikle paralyse (Paralyse er en form for muskellammelse). 

Copyright Ridehesten.com
Smørblomst

Fotosensibilisering

Fotosensibilisering er en form for forgiftning der kan opstå når hestens lever tager skade f.eks. i forbindelse med indtagelse af en giftige planter. Symptomerne på fotosensibilisering er:

  • Hesten er urolig, når den er i sollys, og derfor søger den skygge.
  • Huden begynder at klø voldsomt.
  • Huden bliver rødlig og hævet ved specielt næsebor, ører, øjenlåg samt ved hvide aftegninger. Hvis området ved halen samt nede ved yveret er tyndt behåret, er dette ligeledes typiske steder.
  • Afgrænsning til normal hud er normalt meget skarp.
  • Huden bliver på et senere stadie pergament- eller læderagtig.
  • Den døde hud afstødes.

Kilde: Netdyredoktor.dk

Denne artikel har tidligere været bragt på everhorse.dk, som deler ejer med ridehesten.com

Hvis du vil vide mere om giftige planter kan du se mere på Landbrugsinfo.dk eller på https://horsedoc.dk/giftige-planter/ Eller find Landbrug og Fødevarers app "Giftige Planter"

Anna Pørtner

Tip nyhedsvagten

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Anna Pørtner