Fin start på springstævnet hos Absolute Horses

31-07-2019 19:00

De internationale ryttere var i ilden fra morgenstunden, mens DM-rytterne nøjedes med opvarmning

Copyright Ridehesten.com
Andreas Schou, der er en af arrangørerne, startede selv på A-Girl i medium Tour med en flot nul-runde.
Nyheden fortsætter efter annoncen

Meteorologerne havde truet med voldsom nedbør, men det store stævne i ridebanespringning - Absolute Horseshow på Tågerup - fik en fin start onsdag med kun lidt støvregn. Først hen på eftermiddagen buldrede det fra en grå himmel – og da det blev til torden, måtte der holdes pause.

Der var drøn på fra klokken otte morgen, for der var hele 303 starter, der skulle afvikles. Det var deltagerne i de internationale klasser, der var i ilden først med CSI2* Small Tour på 135 cm forhindringer. Der var danske vindere. Klassen blev vundet af Emma Toft Hansen på Hip-Hop’s Firefly fulgt af Søren Møller Rohde på Alegra Ask og Tina Lund på Caltona.

Copyright Ridehesten.com
Tina Lund på Balounique Z fik en tredjeplads i CSIYH

CSIYH for fem-, seks- og syv-års heste på henholdsvis 115, 125 og 130 cm havde danske vindere. Klassen blev vundet af Pernille Tribler på Cappucino PR fulgt af Robin Grauf-Jacobsen på Credit – begge syv-års - og Tina Lund på seks-års Balounique Z.

 

Nyheden fortsætter efter annoncen

CSI2* Medium Tour på 135 cm fik mere internationalt præg. Den blev vundet af danske Rikke Vingborg på Rayon de Soleil med svenske Antonia Andersson på Gold Rush V&V på andenplads, mens Oliver Bujard på Janleo van het Heuvelland fra Schweiz blev nummer tre.

Copyright Ridehesten.com
Der var godt med tilskuere fra starten.

DM starter først torsdag, men rytterne i både Stephex DM for Senior by Schou og Agria DRF-mesterskabet Jyske Bank U21 og U18 kunne deltage i en opvarmningsklasse, hvor den åbne vandgrav, som mange gerne vil have lejlighed til at prøve, indgik.
Der er kvalifikation til DRF-mesterskabet torsdag og finale lørdag, mens senior-rytterne rider kvalifikation fredag og finale søndag.

De internationale klasser rides på tre niveauer, hvor afslutningen er en grand prix-klasse søndag.
Fredag aften er der stor rytterfest, hvor der bl.a. er underholdning med stand up-komiker Uffe Holm. Under festen er der award-show med hyldest til årets senior-rytter, bedste U-21 præstation, bedste groom og bedste support.
 

/Pressemeddelelse

 

Anna Pørtner

Tip nyhedsvagten

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Anna Pørtner