FEI Awards: Ingrid Klimke er årets atlet

20-11-2019 10:26

Annika Knudsen Lorentsen

I går aftes blev fem priser uddelt til FEI Awards, nemlig Rising Star, årets atlet, årets groom, prisen "Against All Odds" og solidaritetsprisen

Copyright Ridehesten.com
Fra venstre ses: Ingrid Klimke, Uno Yxklinten, Madeleine Broek, Semmieke Rothenberger, Li's to børn: Zuxian Li og Yaofeng Li. Foto: FEI
Nyheden fortsætter efter annoncen

Prisen som årets atlet gik til den tyske militaryrytter Ingrid Klimke, som blandt andet har deltaget ved OL fem gange, hvor det er blevet til to holdguldmedaljer og en sølvmedalje for hold. Ingrid var også nomineret til prisen i 2015 og 2017, men i år lykkedes det for den tyske rytter at vinde prisen. I år vandt Ingrid EM i military i Lühmulen på Sap Hale Bob OLD, som hun også vandt samme mesterskab på i Polen i 2017. Dermed blev Ingrid den anden person til at vinde to EM-titler i træk på samme hest.

Det er tredje gang at en tysk kvindelig rytter vinder prisen som årets atlet i FEI. I 2017 var det dressurdronningen  Isabell Werth, mens det i 2018 var verdensmesteren i springning Simone Blum.

– Jeg er meget stolt af at komme efter Isabell Werth og Simone Blum, det er tre kvinder fra tyskland, fra tre forskellige discipliner, udtalte Klimke da hun modtog præmien. 

Semmieke Rothenberger modtog prisen som Rising Star
Den talentfulde 20-årige dressurrytter fra Tyskland, Semmieke Rothenberger vandt prisen som FEI's Rising Star. Semmieke har vundet intet mindre end 22 EM-medaljer i aldersgrupperne fra pony til ungrytter, og det må siges at være en utrolig præstation. 

– At vinde denne pris er meget specielt for mig. Hvad der er særligt specielt er, at min bror har vundet den før, så nu er vi to personer i denne familie, som har vundet prisen. Det gør mig virkelig glad. Mine fremtidige mål, efter at være gået i min brors fodspor, er at konkurrere ved OL. Det er et meget stort mål, men det er en god ting at arbejde imod, fortæller den talentfulde 20-årige dressurrytter. 

Nyheden fortsætter efter annoncen

Bedste groom gik til Holland
Prisen som årets bedste groom gik til Madeleine Broek fra Holland, med den begrundelse, at hun har gjort et stort arbejde for den hollandske toprytter Marc Houtzager, som blandt andet har deltaget ved OL i både 2008 og 2012. 

– Det er ikke rigtigt et job, men nærmere en livstil, og man får så meget tilbage fra hestene. Derfor oplever jeg aldrig en kedelig dag eller kedelig uge, forklarede Madeleine Broek ved prisuddelingen. 

Solidaritetsprisen og "Against All Odds"
FEI's Solidarity Award gik til svenske Uno Yxklinten, som er uddannelsesleder for det første træningsprogram for smede i Zambia, der blev oprettet med det formål at øge smedenes viden og forbedre hestenes velværd i det afrikanske land. 

Prisen FEI Against All Odds gik til den kinesiske Zhenqiang Li, der begyndte at ride i en alder af 27 år, og kun to år senere blev professionel. Han var den første kinesiske rytter, der opnåede minimumskravene til OL i Beijing i 2008. Desværre for den kinesiske rytter døde hans hest Jumpy i 2009 af kræft, og han stod tilbage uden sin elskede hest og med økonomiske problemer. Alligevel lykkedes det at komme tilbage fra den svære tid og han oprettede et ridecenter i Guangzhou. 

– Jeg håber at andre kinesiske ryttere i fremtiden også vil modtage denne pris, og at vi sammen kan arbejde for at overvinde udfordringerne ved at udvikle kinesisk ridesport. Tak til FEI for at støtte sporten i Kina og til alle de mennesker, der stemte på mig, sagde Zhenqiang Li om at vinde prisen. 

Anna Pørtner

Tip nyhedsvagten

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Anna Pørtner