Thomas Bach Jensen
Der har blandt publikum været tydelig interesse for også for 4-års hingstene, som de færreste tilskuere har set før, da disse hingste sidste år blev kåret på private lokationer pga. corona-nedlukningen og således har deres første fremvisning ved hingstekåringen i Herning i dag.
Hver enkelt hingst har været lidt længere i hallen end tidligere, fordi man for første gang har integreret den lineære registrering direkte i bedømmelsen på fast bund. Det har i flere år været praktiseret ved hoppekåringerne, men det sker i år for første gang ved hingstekåringen.
Dyrlæge Hans Schougaard, avlskonsulent Karina Christiansen samt sekretær Laura Juul har været på fast arbejde hos både spring- og dressurhingstene. Hele kåringsforløbet igennem er det avlsledelsens Johnny Hansen, Bo K. Møller og Signe Wiese, der har bedømt springhingstene, mens dressurhingstene bedømmes af Claus Hansen, Bjarne Nielsen og Johnny Sørensen. Ved denne fremstilling har dommerne mulighed for bl.a. at vurdere hingstenes skridtbevægelse på hårdt underlag og vurdere korrektheden i deres benstilling.
Speaker Barbro Hvalsøe Saul har holdt publikum velorienteret om hingstene afstamningsforhold, præstationer og sportslige fortræffeligheder igennem hoppestammerne.