Et nyt Stald Cajus er på vej

12-03-2015 18:23
Avl

Den danske hingstestation Stald Cajus, der i en årrække har været toneangivende indenfor springhesteavlen, er flyttet til nye faciliteter, hvor de snart er klar til at modtage hopper igen

- Vi glæder os til at komme igang med en ny bedækningssæson, fortæller Kari og Jack Munch-Christiansen fra Stald Cajus i Sydjylland.

Et helt nyt Stald Cajus er under opbygning, og selv om familien Munch-Christiansen og deres super springhingste er flyttet fra Gram til Toftlund, så er det blot 4 km fra deres tidligere ejendom.

- Vores nye ejendom har en fantastisk beliggenhed i bøgeskoven i Lindet Skov. Der er 22 hektar jord, så vi kan igen tilbyde, at hopperne går på græs hos os, indtil de er drægtige, fortæller Kari.

Hun og Jack er i fuld gang med det byggeri, der skal danne rammen om Stald Cajus fremover. Der arbejdes efter samme set-up som den oprindelige hingstestation men i et mindre målestok. De udbyder i år tre hingste i avlen; nemlig fløjhingsten, materialprøvevinderen og championatsvinderen Balou og de to elitehingste og "Årets Hingst" Heartbeat og Cajus, hvoraf sidstnævnte kun er tilgængelig via frostsæd.

- Pr. 15. april åbner vi den nye hoppestald og kan tage hopper ind til inseminering og samtidigt tilbyde, at de kan gå på græsfolde. Selv om vi først åbner for hopper om en måned, så kan vi sagtens tappe hingstene og sende sæd ud, hvis vores kunder vil i gang med inseminering nu, fortæller Kari.

De fleste af Stald Cajus' kunder starter ikke hopperne op før medio april, og særligt hopper fra Sverige og Norge kommer som regel først derefter. Spærene til både ride- og hoppestald er rejst, og byggeriet skrider hastigt frem. Samtidig er et større græsareal ved at blive indhegnet, så alt er klar til hopperne.

- Hopperne får fine forhold, og alt omkring hingstestationen kommer til at fungere normalt, men vi kommer nok til at rode lidt endnu, for vi starter først med byggeriet af hingstestald og vores kommende bolig hen over sommeren, fortæller Kari, der bedækningssæsonen igennem vil ride hingstene derhjemme, som hun plejer.

Selv om der igennem avlssæsonen vil være lidt byggerod hos Stald Cajus, vil der være absolut ordentlige tilkørselsforhold og prima forhold for hopperne, da hoppestalden og foldene ligger udenfor byggeområdet, som er afskærmet.

- På grund af det omfattende byggeri, har vi valgt ikke at holde åbent hus i år, men hingstene Balou og Heartbeat vil blive fremvist ved Hingsteshow Nord i Aalborg på næste fredag, fortæller Jack, som samtidig kan love, at han og Kari holder indvielse og åbent hus med hingstefremvisning næste forår.

 Stald Cajus' hingste vil også blive fremvist i Sverige omkring den 1. maj.

Anna Pørtner

Tip nyhedsvagten

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Anna Pørtner