Annika Knudsen Lorentsen
Igennem mange år har Erling Simonsen bygget den ene springbane efter den anden. Hans arbejde har været utrolig værdsat af arrangører, ryttere og med al sikkerhed også heste, som har nydt at have ham som banedesigner. Han har i den grad fortjent et ærestegn med den store indsats han gennem årene har lagt, for at skabe gode baner for heste og ryttere. Baner som både har kunne udfordre, men som vigtigst af alt, har givet ekvipagerne mulighed for at få en god oplevelse på banen.
I forbindelse med overrækkelsen, som Jakob Leth fra Dansk Ride Forbund stod for, blev han fremhævet som en god og loyal repræsentant for ridesporten, og han blev takket for hans store indsats.
Med rødder i sporten og en stærk passion for detaljen har han været med til at forme utallige springbaner både i Danmark og internationalt. Hans arbejde har ikke kun krævet teknisk kunnen, men også en dyb forståelse for samspillet mellem hest og rytter, hvor sikkerhed, flow og fairness er afgørende elementer. Han har blandt andet bygget ved flere mesterskaber, ligesom han i årevis var fast banebygger ved Danish Christmas Show på Vilhelmsborg. Erling fejrede sin 60-års fødselsdag tilbage i 2016 som banebygger ved DM-stævnet hos Schou Absolute (Absolute Horses, som det hed dengang), og selv en rund fødselsdag kunne dengang ikke stå i vejen for hans arbejde som banebygger. Det var den 3. juni 2016, og der betyder, at Erling den 3. juni kan han fejre sin 70-års fødselsdag.
Det er mere end 30 år siden, at Erling begyndte at bygge baner, da han sammen med John Nielsen startede på banebygger-1 kurset. Igennem sin karriere har Erling blandt andet lært fra Bo Bak Andersen, som er måske den mest anerkendte banebygger, Danmark har haft. Erling har også selv videregivet værdifuld viden til kollegaer og yngre banebyggere, og generelt har der været et godt samspil mellem de danske banebyggere, et samspil, som Erling i den grad har bidraget til.
Kollegaer beskriver ham som vidensdelende og engageret, altid villig til at hjælpe og inspirere både nye og erfarne banebyggere. Samtidig har han altid lagt vægt på samarbejde og dialog – både med officials og ryttere – for at sikre den bedst mulige oplevelse på banen.