Er I klar til kür?

22-10-2017 13:45

Britt Carlsen

Spændingen stiger i Herning, hvor publikum lige nu shopper gode tilbud i de mange messestande og ser den medrivende speed klasse i Nathalie Horse Care Arena, mens vi venter på FEI World Cup kür i Boxen

Copyright Ridehesten.com

De danske dressurryttere lader lige nu op til FEI World Cup kür som starter kl. 14.30 i Boxen i Herning - nå ja lige med undtagelse af Daniel Bachmann Andersen, han er kørt til Blue Hors for at ride de unghingste, som hingstestationen indsyner til 35-dages test i Tørring i morgen. Daniel har starttid i anden gruppe, mens Helene Melsen og Aston Martin er først ude for Danmark kl. 14.50 - Helene opnåede 68,2% i Grand Prix, og hun scorede sine toppoint i changementsserierne, i overgange og sidebevægelser, mens dommerne var lidt uenige om kvaliteten af hestens piaffe i et spænd fra 5 til 7,5 points. 
Anna Zibrandtsen og Arlando har starttid lige før pausen kl. 15.40. I Grand Prix-klassen virkede Arlando lidt mat, og de opnåede 70,38% Dommerne var ikke helt enige om kvaliteten af hingstens piaffe og passage arbejde, som ellers er øvelser, hvor hingsten virkelig opnår sine topkarakterer. 

Efter pausen er det Agnete Kirk Thinggaard som åbner klassens sidste halvdel med starttid kl. 16.00 - publikum kan glæde sig til at se Agnetes smukke kür, og Jojo AZ ser ud til at være i form til virkelig at præstere i dag. 
Daniel Bachmann Andersen fik vist avlshingsten Blue Hors Zack's store potentiale i Grand Prixen. Det har været lidt af en udfordring at få hingsten til at omsætte sin imponerende passage til piaffe, men i går lykkedes det, og Daniel red sig op i placeringsrækken på en femteplads. 
Det store spørgsmål i Herning i dag er: Kan Cathrine Dufour og Atterupgaards Cassidy gøre det igen? Isabell Werth viste skræmmende styrke og svenske Patrik Kittel er en mester i at ride kür, så alt er åben, men vi bliver meget klogere, når Cathrine rider på banen kl. 16.40.

God fornøjelse og se startlisten HER

Anna Pørtner

Tip nyhedsvagten

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Anna Pørtner