Anna Pørtner
Torsdag og fredag red de finalekvalificerede springryttere de første to afdelinger af årets Longines FEI Jumping World Cup-finale i Basel, Schweiz. Konkurrencen startede med en 160 cm høj bane, hvor fejl blev omregnet til tid, og vinderen i sidste ende var den, som leverede den hurtigste tid, når eventuelle fejl, var tillagt rytternes resultat. Ud fra placeringsrækkefølgen, blev rytterne tildelt point, som er dem, de tager med videre i de efterfølgende konkurrencer.
I front fra start
Allerede i torsdagens konkurrence lagde franske Julien Epaillard sig i front med Donatello d'Auge e. Jarnac/ Hello Pierville. Epaillard er kendt for at være én af verdens hurtigste ryttere, og det beviste han i den grad, da han tog hele 40 point med sig ind i fredagens konkurrence, hvor rytterne igen mødte en 160 cm høj bane. Her var der flere særdeles tekniske momenter, og de ryttere, der klarede sig fejlfrit igennem hovedrunden, skulle altså ride om topplaceringerne i en omspringning.
Endnu en gang var Julien Epaillard fejlfri i fredagens hovedrunde, men for at spare Donatello d'Auge til søndagens afgørende finale, valgte han at trække sig fra omspringningen. Det resulterede i en flot sjetteplads i fredagens afdeling, og tillagt de 40 point fra torsdagens afdeling, gik Epaillard ind i sidste og afgørende finaleridt med førerpositionen. Det gjorde han, som den eneste med et fejlfrit resultat.
Afgørende finaledag
I dag, søndag, var det den afgørende finaledag. Med franskmanden i front, var hjemmebanerytteren Martin Fuchs og den enormt velspringende Leonie Jei e. Baltic VDL lige i hælene på dem, da de sikrede sig sejren i fredagens afdeling af finalen, hvilket sikrede dem en foreløbig andenplads ind i finalen med to fejl. Den plads delte han med den svenske verdensetter, Henrik von Eckermann, der ligeledes kom til finalen med bare to fejl. Tre ryttere gik ind til finalen på en delt fjerdeplads med tre fejl, nemlig Kevin Staut, Lillie Keenan og Ben Maher.
I dag ventede der endnu en gang rytterne en særdeles udfordrende bane på 160 cm, hvor det hele blev afgjort over to runder. De fejl rytterne indkasserede i dagens finale, ville blive lagt til fejlene fra de indledende dage, og med seks ryttere så tæt på hinanden, kunne alt ske i dagens finale.
Den første af de to runder bød på de 30 bedst-placerede ryttere fra finalens første to afdelinger. Her var spændingen til at mærke og føle på, da både Julien Epaillard, Ben Maher og Kevin Staut sikrede sig en fejlfri runde, og dermed lå uhyre tæt. Epaillard lå stadig i front med 0 fejl, mens Ben Maher, Lillie Keenan og Kevin Staut delte andenpladsen med tre fejl ind i anden og sidste finalerunde, hvor de 20 bedst-placerede går videre til.
Spænding til sidste rytter
Det betød altså et betydeligt reduceret startfelt, og her kunne alt altså ske. Med blot tre fejl til forskel, kunne en bom koste sejren. Startrækkefølgen på finalens sidste og afgørende runde lød således, at den rytter med færrest fejl, altså Epaillard, ville starte til sidst. Det betød også, at franskmandens største konkurrenter, og de tre ryttere, der åndede ham lige i nakken, skulle ride lige før ham.
Den første af de tre, var landsmanden, Kevin Staut i sadlen på Visconti du Telman e. Toulon/ Dollar du Murier. Ekvipagen red på banen velvidende, at enhver fejl ville koste dem dyrt. Rundt på den udfordrende bane faldt der desværre en enkelt forhindring, og det betød nu, at Kevin Staut havde et slutresultat på syv fejl. Den næste rytter, der skulle ind og kæmpe om sejren, var amerikanske Lillie Keenan i sadlen på Kick On e. Warrior/ Caretino. Også de formåede at ride en superflot tur, men med tre nedrivninger endte parret på dyre 15 fejl, og en topplacering var altså udenfor rækkevidde.
Tredje og sidste ekvipage, der skulle på banen og kæmpe mod franske Epaillard var storbritanniens Ben Maher, der ligger nummer fire på verdensranglisten. I sadlen på Point Break e. Action-Breaker/ Balou du Rouet red de en fremragende tur, men også de fik problemer rundt på banen, hvor en bom desværre faldt. Det betød altså et endeligt resultat på syv fejl ligesom Kevin Staut.
Nu var det altafgørende for franske Epaillard. Han havde råd til at tage én enkelt bom og indkassere tre tidsfejl, men hvis to bomme faldt, ville sejren gå til anden side. Epaillard formåede at holde hovedet koldt rundt på den krævende bane, men også her faldt én enkelt bom. Det var dog nok til, at sejren stadig gik til fransk side, da slutresultatet endte på fire fejl og dermed den ekvipage, med det bedste resultat og World Cup 2025-titlen.
Andenpladsen gik derfor til den af de to ekvipager med syv fejl, der havde redet hurtigst, og det var altså britiske Ben Maher, som krydsede målstregen i tiden 60,88 sekunder, mens tredjepladsen gik til franske Kevin Staut med tiden 62,72 sekunder.