Enid Bak Rasmussen fylder 100 år

15-01-2024 10:04

Trine Askjær-Jørgensen

"Mor til Ridehesten", Enid Bak Rasmussen, fylder i dag 100 år, og det skal fejres ved en festlig reception. Enid har været i heste- og hundeverdenen i mange år og deltaget i udstillinger mv.

Copyright Ridehesten.com
Enid Bak Rasmussen. Foto: Ridehesten.com/Jørgen Bak Rasmussen
Nyheden fortsætter efter annoncen

Enid Bak Rasmussen, der er mor til manden bag Ridehesten, Jørgen Bak Rasmussen, runder i dag, den 15. januar 2024, et skarpt hjørne. Hun kan nemlig fejre sin 100-års fødselsdag.

På trods af, at hun i dag runder et helt århundrede, er Enid stadig vældig aktiv. Hver eneste dag kører hun på indkøb eller private besøg i sin brune Mercedes. Uanset om det er korte eller lange ture, er bilen hendes faste følgesvend, hvis hun da ikke lige snupper den handy 4-hjuls crosser, som hun også har parkeret i garagen til sin bopæl på Blåkildevej 9 i Hobro. Benene er nemlig ved at være lidt slidte, men det er også det eneste, og heldigvis har Enid fået godkendt sit kørekort frem til, hun fylder 106 år.

Med sig har hun altid hunden Luna, en prægtig, hvid kongepuddel, som har fulgt Enid gennem foreløbig ti år. Luna er hendes femte racehund. De fire forudgående var også trænet af Enid, som i forbindelse med hundeudstillinger og konkurrencer har hjembragt et hav af pokaler. Som hundeejer er det medlemskaber i både DCH, Politiets Hundeforening og Dansk Kennel Klub, hun har nydt gavn af.

Hun har i mange år været fast inventar ved både Dansk Varmblods Hingstekåring og Dansk Kennel Klubs udstilling i Herning, hvor hun som regel er at finde på sin firhjulede crosser rundt i hallerne.

Heste og hunde har beriget hendes liv
Hunde og heste har altid fyldt meget i Enids liv, og hun elsker at bruge sin tid med dem. Enid har ikke længere egen hest. Den sidste – en islænder - afhændede hun for snart en halv snes år siden. Inden da oplevede hun som rytter at være med i vikingespillet på Fyrkat, og i mange år nød hun sine daglige rideture på arealerne ved gården Wiegaarden på nordsiden af Mariager Fjord. Den ejes af hendes eneste søn, Jørgen Bak Rasmussen, manden bag Mediehuset Wiegaarden, der blandt andet udgiver magasinerne Ridehesten og Hunden.

Nyheden fortsætter efter annoncen

Enid opgav ikke at ride, selvom hun som 90-årig havde fået nok af at være hesteejer. Tværtimod blev hun medlem af en rideklub i Aars, og indtil for tre år siden – altså til hun fyldte 97 år – kørte hun flere gange om ugen turen fra Hobro til Aars for at sidde på hesteryg.

Job som telefondame
Enid Bak Rasmussen er den sidste tilbageværende i en søskendeflok på otte, som trådte deres barndomssko i et lille husmandssted i Stenstrup ved Rostrup. Faderen supplerede sin indtægt ved at sejle med fragt på Mariager Fjord, men som det var normen den gang, kom Enid ud at tjene på en gård allerede som 14-årig. Med tre karle ansat ved samme landbrug, var det mest af alt huslige pligter, som Enid blev betroet.

I sit voksenliv er det ikke mindst Jysk Telefon, hun har beriget med sin arbejdskraft. I den branche startede hun med at betjene telefonopringninger fra den for længst nedlagte landcentral i Astrup. Fra Astrup gik turen videre til telefoncentraler i Arnborg ved Herning, Randers, Aalborg og senest Jysk Telefon med det daværende telefonhus i Østergade i Hobro. Enid gjorde hele turen med fra de daværende vægtelefoner med taletragt og lytterør til de mere smarte bordtelefoner med drejeskive – og med tiden også mobiltelefoner, eller smartphones, som vi kalder dem i dag.

Enid, der i 1980'erne gik på pension, har været enke gennem mere end 40 år. Efter en meget lang sygdomsperiode døde hendes mand, el-installatør Vagn Rasmussen, i en alder af 68 år. På daværende tidspunkt boede parret på Bymarks Allé 32 i Hobro. Inden da havde parret boet nogle år sammen dels i boligforeningens nybyggeri Trianglen og dels på Nyvej i Hobro, hvor sønnen Jørgen blev født for 66 år siden.

I dag bor Enid i nabohuset til Mediehuset Wiegaarden, og hver eneste dag aflægger hun visit enten via bil eller firhjulet crosser for at følge med i aktiviteterne på stedet. Med undtagelse af hjælp til rengøring, klarer hun sig selv i dagligdagen.

100-års dagen markeres med reception mandag 15. januar kl. 15.00-19.00 i Salthallen ved Mediehuset Wiegaarden på Blåkildevej 17 i Hobro, hvor der vil være mad, drikke og masser af flødeboller.

Copyright Ridehesten.com
Jørgen, Luna og Enid afbilledet i Wiegaardens fotostudie ved DKK-udstilling i Herning 2022. Foto: Ridehesten.com
Anna Pørtner

Tip nyhedsvagten

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Anna Pørtner