Britt Carlsen
Publikum var mødt talstærkt frem på ridebanen ved Koldinghus for at se det hesteshow, som Dansk Varmblods showudvalg havde sammensat for at hylde prinsessens hesteinteresse. Det blev et særdeles godt show, der fik publikum til at juble og gispe – og dermed blev fejringen af HKH Prinsesse Benedikte også en glimrende reklame for de mange facetter, ridesporten rummer. Det var Dansk Varmblods direktør Casper Cassøe, som bandt showet sammen med sædvanligt overblik og humoristiske bemærkninger.
Julie Bertelsen åbnede med at synge nationalsangen, og der var god opbakning på tilskuerpladserne. Og så gik showet ellers igang. Major Christian Holm fra Gardehusarregimentet fortalte med viden og humor om regimentets historie og beskrev uniformens mange detaljer for publikum. Garderhusarerne leverede et flot show, som virkelig faldt i publikums smag, og så kom pulsen op hos publikum, da en god håndfuld ryttere viste, hvad de og deres ponyer formår i Mounted Games.
Rosi Hocheggers danske knabstrupper Scout havde lidt sin egen holdning til, hvad han skulle (eller nærmere ikke skulle) i dagens show, men det bragte blot latteren frem, og især børnene jublede over den frække, plettede hingst.
Stemningsfuld pas de deux
Det var bestemt ikke den letteste opgave for Cathrine Dufour og Daniel Bachmann Andersen at få forberedt Bohemian og Zee Me Blue på deres pas de deux, men hestene faldt til ro på banen, og de gjorde glimrende reklame for dressursporten. Det er ikke ofte, to ryttere på verdensranglistens top ti slår sig sammen og giver opvisning. Det var også et flot indslag på dagen. Akkompagneret af Julie Berthelsen bragte det jublen frem hos publikum.
Det var også stemningsfuldt at opleve pararytter Malene Høj Sommerlund på banen, og da publikum fik besked på, at de ikke måtte klappe, men vinke, så blev der vinket energisk på tribunerne.
Ridning starter ude på rideskolerne, og Kolding Rideklub havde sendt et elevhold til Hesteshow, som løste opgaven perfekt og gjorde god reklame for starten på den sport, som fascinerer så mange, og især dagens hovedperson HKH prinsesse Benedikte, der som alle andre nød dagen.
Voltigørerne fra Billund Sportsrideklub fik publikum til at gispe og gyse, da den yngste voltigør blev løftet højt til vejrs.
Digby, den store overraskelse
Meget planlægning er gået forud for dagens helt store overraskelse: Nathalie zu Sayn-Wittgenstein red OL-bronzevinderen fra Hongkong, Digby på banen. Han nød al opmærksomheden og kunne fint huske alle øvelser, selvom han har tilbragt sine pensionsdage på foldene og på ture ud i naturen omkring Berleburg.
Det var smukt og godt at gense Digby, og adspurgt efter Hesteshowet og fremvisningen af den spændende udstilling "Prinsesse af tiden" bekræftede prinsessen, at dagens højdepunkt havde været at se Digby på banen, fordi han betyder så uendeligt meget for hende.
Ros til Dansk Varmblod
Dagen igennem var der stor ros til Dansk Varmblod for at arrangere og sammensætte det smukke show. Blandt prinsessens særligt indbudte gæster kunne man se flere repræsentanter for ridesporten og avlen bl.a. Dansk Varmblods formand Jan Pedersen, Hanni Toosbuy Kasprzak, Camilla og Kjeld Kirk Kristiansen og Nick Elsass.
Læs mere om Hesteshowet i magasinet Ridehestens juninummer.
I Ridehestens web shop kan man købe lærebogen "Digby fra hest til verdensstjerne" heri giver landstræner Nathalie zu Sayn-Wittgenstein gode råd til uddannelse af heste, management, rytterens opstilling og brug af sædet med meget mere, ligesom man kan læse små anekdoter om hendes samarbejde med Digby.