Endnu en guldmedalje til Dujardin

25-08-2013 19:31

Den sidste medaljekamp i Blue Hors FEI European Dressage Championship har fundet sted efter en helt fantastisk uge i Herning. De individuelle medaljer i Grand Prix Kür gik til de samme ekvipager som i Grand Prix Special

Det sidste sæt af 16 sæt medaljer ved ECCO FEI European Championships i Herning er blevet uddelt i eftermiddag. I Blue Hors FEI European Dressage Championships blev den sidste af tre sæt medaljer uddelt i Grand Prix Kür søndag eftermiddag.

Hollandske Adelinde Cornelissen og Jerich Parzival leverede en smuk præstation med fantastiske højdepunkter som excellent udført piaffe-pirouetter, som er en af parrets specialiter. Parzival virkede afslappet, og deres fremragende præstation blev belønnet med en score på 86,393%.
- Det har været en fantastisk uge. Jeg kom for at kæmpe for holdet, og så fik jeg to individuelle medaljer udover holdmedaljen. Jeg er meget glad, og det har alt sammen været meget følelsesladet, siger Cornelissen efter at have vundet sin anden individuelle bronzemedalje i Herning.
 
Valegro og Charlotte Dujardin red deres London 2012 kür , hvor Charlotte viser Valegros styrke i vanskelige overgange og ikke mindst hans ekstraordinære trav. Hendes kür har en høj sværhedsgrad, og alligevel får hun og Valegro det til at se let ud. Publikum elskede det og gav Charlotte og Valegro stående ovation, da de forlod arenaen. Bifaldet steg til nye højder, da scoren på 91,25% blev annonceret. Dommer ved C Leif Törnblad sagde, at dette var den højeste score, han nogensinde havde givet.
- Jeg havde en fantastisk tur i dag. Carl havde besluttet, at jeg skulle give Valegro en fridag i går. Normalt ville jeg ride ham ud en tur, men det fungerede rigtig godt sådan. I dag føltes han bare i topform. Da vi red ind i arenaen føltes han så afslappet, og jeg var nok det mest præcise jeg nogensinde har været med musikken, hvor timingen passede perfekt, og jeg kunne ikke have ønsket mere fra min hest, sagde Charlotte, den nye europamester i kür.
 
Sidste rytter Helen Langehanenberg havde indledende småproblemer med piaffe, men fik hurtigt løst det og viste et fremragende travprogram med Damon Hill NRW, der har tre gangarter af en sjældent set høj kvalitet. Skridten var taktfast, gennem kroppen og jordvindende og galoparbejdet flydende og op ad bakke . Den tyske ekvipage scorede 87,286%, hvilket sikrede dem sølvmedaljen.
- Jeg havde en god følelse igen i dag. Jeg er bare så stolt og taknemmelig for, at "Damie" gav alt igen. Han har haft en strålende uge i Herning, det har været sjovt for os begge. Trods to små fejl i küren idag har vi virkelig nydt vores freestyle.

Danmark havde to ekvipager med i kürfinalen ved EM i Herning. Anna Kasprzak sluttede med Donnperignon som nr. 7, mens Nathalie zu Sayn-Wittgenstein og Digby blev nr. 9. To fremragende præstationer, som vi kan være stolte af, og som publikum badede i hyldest.
 
Sporten ved ECCO FEI European Championships 2013 har været enestående, og i alt 61.500 tilskuere har besøgt stævnepladsen i Herning. Mesterskabet er slut nu, og det er blevet overøst med ros fra alle retninger.
-Vi kan se tilbage på etn fantastisk mesterskab her i Danmark. På vegne af FEI takker jeg kunstnerne: heste og ryttere, og selvfølgelig teamet omkring dem, såvel som arrangørerne af showet, sagde Frank Kempermann fra FEI Dressage Committee.

Se alle stævnets resultater HER

Anna Pørtner

Tip nyhedsvagten

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Anna Pørtner