Endnu en dobbeltsejr til Selina og Delorean

29-09-2025 12:14

I denne weekend lagde Solrød Rideklub faciliteter til fjerde og sidste kvalifikation af Bundgaard Byg Cup, hvor landets dressurryttere havde sidste chance for at kvalificere sig til finalen. Det blev en spændende weekend med flot ridning, hvor de 18 finalister nu er fundet

Copyright Ridehesten.com
Fjerde og sidste kvalifikation af Bundgaard Byg Cup blev redet i weekenden, hvor Selina Solberg Vittinghus og Atterupgaards Delorean endnu en gang brillerede. Foto: Ridehesten.com/ Mie Thorup Poulsen

I denne weekend samledes nogle af landets dygtigste dressurryttere, da Solrød Rideklub afviklede landsstævne i dressur. Foruden spændende klasser fra MB0 til Grand Prix, blev den fjerde og sidste kvalifikation af Bundgaard Byg Cup redet - en turnering, der igennem næsten tre årtier har været et populært højdepunkt i sæsonens kalender for dressurryttere.  

Bundgaard Byg Cup rides i Intermediare I og Intermediare kür, og formatet har været særdeles populært for dressurryttere landet over siden sin spæde start i 1998. De 18 bedste ryttere fra de fire kvalifikationsstævner sikrer sig en eftertragtet plads i finalen, der i år afvikles hos Stutteri Ask og Blue Hors i oktober. 

Årets turnering blev indledt på Fyn hos Hovgaard Rideklub, inden turen gik videre til Kirstinelund Sportsrideklub og senest Dansk Varmblods Rideklub. I weekenden var det Solrød Rideklub, der dannede rammen om den sidste kvalifikation, hvor rytterne fik den sidste og afgørende chance for at samle point nok til at kvalificere sig til finalen. 

Copyright Ridehesten.com
Bundgaard Byg Cup er en landsdækkende og særdeles populær dressurturnering. Foto: Ridehesten.com/ Annette Boe Østegaard

Bundgaard Byg Cup hos Solrød blev skudt i gang lørdag, hvor 20 ekvipager var tilmeldt Intermediare I, hvor der skulle kæmpes om en plads i søndagens Intermediare kür, som kun talte de 15 bedste ekvipager fra lørdagens afdeling. Det var et stærkt startfelt, der var mødt op i kampen om vigtige point til finalen, men der var dog én ekvipage, der stjal showet. 

Selina Solberg Vittinghus og DV-hoppen Atterupgaard Delorean e. Bon Bravour/ Sandro Hit (opdr. Atterupgaard) var faktisk allerede sikret en plads i finalen, inden de red på banen i lørdags. De lå nemlig på en delt førsteplads i den samlede stilling, efter de tog en dobbeltsejr under turneringens afdeling på Vilhelmsborg hos Dansk Varmblods Rideklub. Parret samler tydeligvis på vinderrosetter, for i lørdagens indledende runde sikrede de sig en suveræn sejr med 75,432% og en sikker plads videre til søndagens kür. 

Copyright Ridehesten.com
Selina og Delorean har haft en vellykket Bundgaard Byg Cup, hvor de har dobbeltsejret hele to gange. Foto: Ridehesten.com/ Mie Thorup Poulsen

Andenpladsen gik til Blue Hors-rytter Sophia Ludvigsen, der er tilbage på stævnepladserne efter Blue Hors' stævnepause. I sadlen på den 8-årige DV-vallak Højgaardens Zacksmir e. Blue Hors Zack/ Sir Donnerhall I (opdr. Stutteri Højgaardens Heste) red hun sig til en andenplads med 71,914%. 

Tredje bedst blev Maria Mejlgaard Jensen i sadlen på Sushi e. San Amour/ Fürst Heinrich, der blandt andet har redet en rigtig flot placering hjem under Falsterbo Horse Show 2025. I lørdagens klasse red parret til 71,883% og altså en plads videre i søndagens kür. 

Copyright Ridehesten.com
Sophia Ludvigsen og Højgaardens Zacksmir. Foto: Ridehesten.com/ Kristine Ulsø

I søndagens Intermediare kür var der da heller ingen tvivl om, hvem der skulle løbe med sejren. Med over 5% ned til andenpladsen kunne Selina Solberg Vittinghus og Atterupgaards Delorean nemlig igen stille sig øverst på podiet, efter en meget flot og vellykket kür til 78,500%. Det sikrede dem altså også en samlet placering som vinder af fjerde kvalifikation af cuppen, ligesom de ligger suverænt i top på den samlede rangliste. 

Andenpladsen i küren gik til Michael Søgaard på DV-hoppen Søbakkehus Duffy e. Sezuan/ Uno Don Diego (opdr. Dorthe og Hans Jørgen Hoeck), som sluttede med 73,417% efter et vellykket ridt. Tredje bedst blev Maria Mejlgaard Jensen på Sushi, der red deres kür til 73,209%. 

Copyright Ridehesten.com
Maria Mejlgaard Jensen i sadlen på Sushi. Foto: Ridehesten.com/ Maria Lerche Mortensen

Samlet set blev det Selina Solberg Vittinghus, der tog sejren af fjerde kvalifikation med samlet 153,932%, Maria Mejlgaard Jensen løb med andenpladsen med samlet 145,092%, mens Sophia Ludvigsen endte på tredjepladsen med samlet 144,872%. 

Kvalifikationen hos Solrød Rideklub var også årets sidste, og dermed er årets 18 finalister i den spændende Bundgaard Byg Cup altså fundet. Finalen rides på Stutteri Ask og Blue Hors i forbindelse med championatsfinalerne for ungheste i dressur, som løber af stablen fra den 9.-12. oktober

Fakta
Finalister i Bundgaard Byg Cup 2025

De 18 bedste ekvipager fra de fire kvalifikationsstævner er kvalificeret til årets finale, der afvikles hos Stutteri Ask og Blue Hors fra den 9.-12. oktober. 

Følgende 18 ekvipager har kvalificeret sig til finalen: 

  • Selina Solberg Vittinghus med Atterupgaard Delorean
  • Maria Mejlgaard Jensen med Sushi
  • Josephine Gert Nielsen med Bravio Bianco
  • Helena B. Hansen med Pontius Déluxe
  • Sophia Ludvigsen med Blue Hors Monte Carlo TC
  • Maria N. Kristensen med Becas Zuper Sonic
  • Anne Jakobsen med Galaxy Højris
  • Emilie Balling Nissen med Fürstenblick
  • Maria Vistrup med Drisdal's Royal Mezzi
  • Simone B L Kristensen med Stærebogårds Chicago
  • Michael Søgaard med Søbakkehus Duffy
  • Rose Christiane Koefoed med J'Adore V/H Trichelhof
  • Ida Tach med Santana M.
  • Mette Flansmose med Detektor Byhøj
  • Kirstin Skjoldshøj med Cassiopeia
  • Heidi Magdalene Bruhn Sørensen med Condesa Nord
  • Isabell Jepsen med Gørklintgårds Montreal DWB
  • Sanne Glargaard med Svante G. 

Se den samlede stilling her.

Fold up
Copyright Ridehesten.com
Michael Søgaard på DV-hoppen Søbakkehus Duffy. Foto: Ridehesten.com/ Mie Thorup Poulsen

Klassens resultat. 

Stævnets start- og resultatlister. 

Annika Knudsen Lorentsen

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Annika Knudsen Lorentsen