Britt Carlsen
Her er en lille, sand historie om en lykke dollar, som i lommen på tre forskellige ryttere, har resulteret i store mesterskaber. Det hele begyndte ved OL i Mexico tilbage i 1968, hvor en særlig dollar befandt sig i lommen på den senere olympiske mester i springning, Bill Steinkraus. Han red den fantastiske Snowbound til sejr ved OL. Den berømte dollar befandt sig i Steinkraus' eje de næste 20 år, hvorefter den igen fandt vej til lommen på en anden rytter. Ved OL i Seoul gav Bill Steinkraus sin lykkedollar til den franske rytter Pierre Durand, sammen med Durand fik vandrehistorien om Steinkraus' lykkedollar ny næring, idet Pierre Durand red den knap 160 cm ”høje” Jappeloup de Luze til sejr. Jappeloup de Luze blev OL’s absolutte stjerne, mens lykkedollaren nu kunne tælle to OL-trofæer til sine meritter. Der skulle gå 16 år førend lykkedollaren igen skiftede ejer. Ved OL i Athen i 2004 besluttede Pierre Durand at teste skæbnen og dollarens indflydelse, ved at give den videre til Rodrigo Pessoa fra Brasilien. Historien gentog sig, selvom den tog en lidt mærkelig vending. Mens lykkedollaren lå trygt i lommen på Rodrigo Pessoa, red han Baloubet du Rouet ind på en sølvmedaljeplads i den individuelle kamp – ikke helt de flotte resultater, som forgængerne havde opnået med samme dollar i lommen, men næsten. Få uger efter OL blev det så kendt, at den olympiske mesters hest var dopet, og guldmedaljen blev derefter overgivet til Pessoa. Nu er Steinkraus’ lykkedollar blevet doneret til det Olympiske Museum i Geneve, ikke noget dårligt hjem for den specielle dollar.