Annika Knudsen Lorentsen
Hoppen Dollar Girl e. De Niro/San Amour, som er født i 2015, var det absolutte topføl på auktionen i Hannoveranerforbundet tilbage i 2015. Her viste hun sig som et føl med en suveræn kvalitet, og hendes hoppestamme indeholder da også flere top sports- og Grand Prix-heste.
Lone Bøegh Henriksen, som er ejer af HP Horses har store forventninger til den talentfulde sorte hoppe, som ved fremstilling i Hannoveranerforbundet blev præmiehoppe, og som har deltaget ved det prestigefyldte Herwardt von der Decken-Schau i Verden. Her blev hun oprangeret som bedste hoppe i sin klasse og deltog i den sidste ring iblandt årgangens 7 bedste hopper.
Sidste år fyldte hoppen 4 år, og da planen var, at hun selv skulle gå i sporten, valgte Lone at inseminere hende frem mod at lave et embryoføl på hende.
– Vi ville jo gerne have hun skulle gå 4 års championat sidste år og derefter fortsætte sin karriere i sporten, og samtidig vil vi også gerne avle på hende, da hun jo har nogle utroligt store kvaliteter og gode gener, forklarer Lone og fortsætter:
– Vi fik hende derfor insemineret sidste forår og da vi efter 8 dage skulle se efter om der kunne tages et embryo ud var hun uren, og derfor blev hun skyllet ren, fik antibiotika og hun fik en sprøjte for at gå i brunst igen. Det anbefalede dyrlægen, således, at hun selv kunne rense urenheden hurtigere ud.
Derefter var meningen, at Lone ville vente til hoppens naturlige brunst kom næste gang og derfor blev hoppen scannet nogle uger senere for at se om et nyt æg var klar.
– Da vi skulle scanne for at se, om der var et æg vi kunne inseminere, så viste det sig, at hun var drægtig med et 14 dage gammelt foster. Det var helt urealistisk, for det var jo næsten fire uger siden hun var blevet insemineret, fortæller Lone.
To scenarier
Dyrlæge Michael Sinding fra Højelse Hesteklinik er en af de dyrlæger som har været med i processen omkring Dollar Girl, og han fortæller, at der er to scenarier der kan have givet dette resultat.
– Hoppen blev insemineret, og otte dage senere skyllede vi hende så for et embryo, men her var hun uren. Her var vi så godt klar over, at vi ikke ville finde et embryo og vi gjorde derfor det der skulle til for, at hun blive ren igen, forklarer Michael og fortsætter:
– Der er den mulighed, at hun er blevet insemineret senere, og det ved vi, at det er hun ikke. Så det må være en af de sædceller, som hun blev insemineret med 13 dage tidligere der har overlevet og som så har befrugtet et nyt æg der er kommet efter hun er blevet skyllet. Sædcellen har altså været oppe i æggelederen og været klar til, at det nye æg var klar og eftersom vi valgte at sprøjte hende i gang, for at hun kunne rense hurtigere ud, så kan hun have haft ægløsning få dage efter skylningen og der er fosteret så blevet dannet.
Det andet scenarie er, at befrugtningen er sket i forbindelse med den oprindelige insemineringen og at fosteret så er gået i dvale, men det mener Michael er meget usandsynligt:
– Da hun blev scannet var det en 14 dages drægtighed og ikke en 28 dages drægtighed, som det burde være hvis man ser på hvornår hun blev insemineret. Nogle gange sker det, at man ikke får skyllet hoppen ordentligt ren og at der stadig er et befrugtet æg tilbage, men det passer simpelthen ikke med dagene. Så konklusionen må være, at der er en sædcelle der har overlevet i ca. to uger. Jeg har aldrig oplevet noget lignende før, det er en ret vild historie.
4-års championat med føl i maven
Da Lone fra HP Horses finder ud af, at Dollar Girl er drægtig beslutter hun at lade hoppen få føllet selv, også selvom planen var at hoppen skulle fokusere på sporten.
– Jeg kan simpelthen ikke få mig selv til at fjerne et velskabt foster, så derfor besluttede vi, at hun selv skulle have føllet, fortæller Lone og fortsætter:
– Da vi ligeså godt kunne holde hende i god form besluttede vi at ride kvalifikation i Dansk Ride Forbunds Championat for 4-års heste, og her gik hun videre til finalen på Blue Hors. Der er jo regler om hvor længe en drægtig hoppe må deltage ved stævner, og da finalestævnet løb af stablen var der kun en uge til hun ikke længere måtte. Vi besluttede at tage hende med til finalen, hvor hun fik lov at få noget erfaring uden, at vi pressede hende for hårdt, og her endte hun samlet som nr. 30. Det er vi godt tilfredse med når man tænker på, at hun var så langt henne i sin drægtighed.
Et velskabt føl
Den 3. april fødte Dollar Girl så et velskabt hingsteføl efter Lones egen hingst Fürstenball.
– Det er et bevis på, at lige meget hvor kloge vi er og hvor meget vi ved, så går naturen nogle gange bare sin gang. Jeg synes det er et rigtigt påskeeventyr og en lille solstrålehistorie i disse vanskelige tider vi alle befinder os i, fortæller Lone og fortsætter:
– Vi er så glade for, at vi har fået et virkelig godt føl, som selvfølgelig har en fantastisk afstamning, men som også ser ud til at være en rigtig smart model med gode bevægelser. Det kan vi allerede få et indtryk af nu, selvom han jo ikke er ret mange dage gammel.
Lone fortæller desuden, at hun allerede har fået flere henvendelser fra udlandet fra folk der gerne vil købe netop Dollar Girls føl, et sandt mirakelføl, som er blevet navngivet HP Fürstenfreund.