EM-Sølv til Louise!

29-07-2017 12:46

Maria Lerche Mortensen

Ved Europamesterskabet i ponydressur har alle fire danskere redet sig ind i top-8 i den individuelle konkurrence. Med på podiet kom Louise Christensen der i dag kunne modtage sølvmedaljen

Nyheden fortsætter efter annoncen

Det var Sofie K. Hansen der i morges åbnede banen for anden del af den individuelle konkurrence, der rides i PRM. Sofie opnåede 72,878 % med den smukke hingst Prince Of Glory, hvilket betød en placering som nummer seks. Sara Aagaard Hyrm red i løbet af formiddagen til 74,390 % på Der Harlekin B hvilket indbragte en placering lige uden for podiet som nummer fire.

I går var Kristian Würtz Green og Lilo L på banen, her blev det til 72,707 %, hvilket gav en placering som nummer otte i det store felt af 63 startende. I går var sidste års bronze-tager, Louise Christensen og Vegelins Goya også på banen, hvor et flot program indløste 76,195 %, hvilket sendte dem ind på andenpladsen, og denne placering holdt hele vejen igennem begge afdelinger af klassen, de kunne derfor i dag modtage deres første individuelle EM-sølvmedalje.

 –Jeg havde en utrolig god tur i dag (PRM) Måske endda den bedste tur nogensinde. Goya var i topform og viste sig fra sin bedste side, fortalte en glad Louise til ridehesten.com i går efter deres ridt. Louise havde planlagt at bruge hviledagen i dag på at følge 2. afdeling samt at støtte og bakke hendes holdkammerater op. Men hun fik altså også lov til endnu en gang at trække i ridestøvlerne og komme på podiet.

Nyheden fortsætter efter annoncen

Den samlede vinder blev tyske Lucie-Anouk Baumgürtel og Zinq Massimiliano FH, der sidste år ved europamesterskabet på Vilhelmsborg præsterede at hjemtage tre guldmedaljer, selvom Lucie-Anouk Baumgürtel da kun var 12 år gammel. Parret opnåede i går 77,366 %, hvilket var nok til at snuppe guldet.  På bronze-pladsen var endnu en tysk ekvipage, nemlig Jana Lang og ponyen Nk Cyrill med 74,707 %.

Til mesterskabet er der mange danske ponyer med, selvom de ikke nødvendigvis er at finde under dansk flag. 14-årige Jazzo, der i Danmark gik under Britt Krongaard Knudsen, er for andet år i træk med til EM for Ungarn, denne gang med rytteren Zsófia Lázár, de opnåede i går 65,293 % og en samlet placering som nr. 39. For Storbritannien går to tidligere danske ponyer, nemlig Valhallas Zorro, der tidligere er redet af Anne-Mette Lyager og Sl Lucci, der tidligere har gået EM under Caroline Aarosin. Valhallas Zorro og Holly Kerslake opnåede 67,658 % og en plads som nr. 24. Og den tidligere flerdobbelte europamester Sl Lucci opnåede med sin nye rytter Anya Kolleth en 9. plads med 72,415 %.

Søndag går ponyernes kürfinale, her går de 18 bedste fra PRM videre, dog må hver nation kun stille med tre ekvipager. Dette betyder at Louise, Sara og Sofie er til start igen i küren.

Astrid Ø. Sørensen

Tip nyhedsvagten

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Astrid Ø. Sørensen