EM: Ponyrytterne har sikret holdsølv til Danmark

27-08-2020 14:14

Annika Knudsen Lorentsen

Så er det afgjort, at de danske ponyryttere har sikret sig sølvmedaljen i holdkonkurrencen ved EM i Ungarn, efter de to sidste danske ponyryttere har været i ilden i dag. Landstræner Dennis Fisker er meget tilfreds med rytternes indsats

Copyright Ridehesten.com
Det dygtige ponyhold inden de red deres EM-medalje i hus. Fra venstre ses Sophia Boje Obel Jørgensen, Josephine Gert Nielsen, Liva Addy Guldager Nielsen og Nathalie Thomassen. Foto: Privat

I dag blev holdkonkurrencen afsluttet ved EM i Ungarn, og de danske ponyryttere har leveret en solid præstation, som rakte til en sølvmedalje. 

Allerede i går red Nathalie Thomassen og Josephine Gert Nielsen deres ridt i holdkonkurrencen, og Josephine fortæller, at hun havde en rigtig god tur på banen.

– Vi havde en stabil god tur, men vores skridtovergange, som normalt er en af de øvelser vi score højt i, sad desværre ikke helt i skabet, hvilket kostede lidt. Dot Com var virkelig cool trods de plus 30 grader, og jeg glæder mig til at give fuld gas i den individuelle konkurrence, som er det program der passer bedst i Dot, forklarer hun og fortsætter:

– Det var mega fedt, at vi vandt sølv. Det har været nervepirrende og følge de andres ridt i dag, men Liva og Sophia klarede det så sejt.  

Copyright Ridehesten.com
Josephine Gert Nielsen og Dot Com er klar til at ride den individuelle klasse, et program, som Josephine fortæller passer rigtig godt til Dot Com. Foto: agnfotos

Sophia i top
I dag var det Sophia Boje Obel Jørgensen og Liva Addy Guldager Nielsen der skulle ride de sidste ridt i holdkonkurrencen, og begge piger leverede virkelig gode præstationer. 

Sophia, som har overtaget Adriano B fra sidste års EM-guldvinder Alexander Yde Helgstrand, viste, at også hun kan ride den dygtige pony helt til tops ved et stort mesterskab. For ekvipagen red til flotte 76,743 % og er dermed klar til den individuelle konkurrence, som den næstbedste ekvipageud af i alt 51, der har været til start i konkurrencen. 

Liva leverede også et rigtig godt program på hendes pony D'Artagnan 187. Sammen red de til 75,228 % og med det flotte resultat placerer de sig også blandt de absolut bedste som nr. 7. 

Tilfreds landstræner
Landstræner Dennis Fisker er selvfølgelig med de unge ryttere i Ungarn, og han fortæller, at han er meget tilfreds med resultatet.

– Det har været en rigtig god dag i dag, vi havde jo to ryttere der skulle ride i holdkonkurrencen i dag og de gjorde det begge rigtig godt, forklarer han og fortsætter:

– Vi fik dog lidt nerver på da Sophia skulle ride, da der var et hegn i nærheden af banen der væltede. Hun lod sig dog ikke påvirke og red super godt. Nu glæder vi os til den individuelle konkurrence, hvor alle fire piger har trukket en starttid, som først er lørdag, selvom den individuelle konkurrence begynder i morgen.

Det danske hold sluttede med samlet 222,171 point, og dermed sikrede de sig lige akkurat sølvmedaljen foran Holland. Tyskland var utroligt dominerende og sluttede med samlet 232,771 og dermed sikrede de sig overlegent guldmedaljen.

Copyright Ridehesten.com
De dygtige ponyryttere, landstræner Dennis Fisker og holdleder Janne ved indmarch. Foto: agnfoto

Se resultatet her.

Se start- og resultatlister fra stævnet her.

Anna Pørtner

Tip nyhedsvagten

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Anna Pørtner