Elsassfonden sponsorer EM i Herning med 1,7 mio.

16-05-2013 16:30

Maja Golles

Med et sponsorat på 1,7 mio. kr. støtter Ludvig og Sara Elsass Fond paradressuren ved ECCO FEI European Championships

Copyright Ridehesten.com

Sponsorbeløbet på 1,7 mio. kr.er øremærket paradressurdelen under EM, hvor en del af beløbet anvendes til at opbygge et midlertidigt stadion og til udsmykning af ridebanen ved EM. Derudover allokeres en del af midlerne til paradressurlandsholdets forberedelse til selvsamme EM.

– Det er med stor glæde og ydmyghed, at European Herning har modtaget denne store støtte fra Elsassfonden i forbindelse med afviklingen af Jysk FEI European Para-Dressage, fortæller direktør i European-Herning ApS, Jens Trabjerg og fortsætter: – Det muliggør, at vi er i stand til at opbygge det midlertidige stadion til afvikling af paradressurens mesterskabsklasser, og det er mit håb, at støtten vil få endnu flere til at interessere sig for det store arbejde, som Elsassfonden og Helena Elsass Center udfører.

- Når vi har besluttet at sponserer EM i Herning, skyldes det, at vi her ser et fornemt eksempel på, hvordan rask-idræt og handicap-idræt sagtens kan gå hånd-i-hånd. Det understøtter fondens arbejde med integration på allerbedste vis, fortæller formand for Elsassfonden, Nick Elsass.

Elsassfonden og Helene Elsass Center vil under EM bl.a. vise og demonstrere Mitii, der er et online-baseret træningskoncept til træning af hjernen. Ved at kombinere bevægelse og ’hjernegymnastik’ forbedrer Mitii den enkeltes kognitive evne. Det gør, at børn med cerebral parese oplever, at de eksempelvis bliver bedre til at læse eller har nemmere ved at omgås andre børn.

Om Elsassfonden:
Elsassfonden arbejder for at forbedre mulighederne for mennesker med cerebral parese, også kaldet spasticitet, deres familier og pårørende. Dette sker over en bred front, fra forskning over formidling af viden til støtte til institutioner, foreninger og den enkelte.

Anna Pørtner

Tip nyhedsvagten

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Anna Pørtner