Trine Askjær-Jørgensen
Lige nu føles det sikkert som om, der er lang tid til, men skal du over at se det store London International Horseshow den 13.-18. december 2023, er det en god ide allerede nu at gå i gang med planlægningen og købe billetter.
Ikke nok med, at der her afvikles en FEI World Cup-kvalifikation i både springning, dressur og kørsel lige før jul, så er der i år et særligt spændende navn iblandt de optrædende. Engelske Ben Atkinson, der i 2022 optrådte under gallashowet ved Dansk Varmblods Hingstekåring, kommer nemlig og holder en masterclass, hvor han blandt andet deler ud af sin filosofi omkring træning, mindset og principperne bag frihedsdressur.
Atkinson har trænet og optrådte med heste over hele verden de sidste 19 år, og han har derfor erfaring med rigtig mange forskellige discipliner: Det er lige fra springning til køresport, kosak-trickridning og stuntarbejde i filmbranchen, hvor han har uddannet mange heste til at indgå i film og serier.
Hans sande passion er dog frihedsdressur, og det vil man også kunne se, hvis man følger Ben på Facebook og Instagram. Her ligger han jævnligt videoer op, der viser, at han konstant træner på og udvikler, hvad han kan med sin flok af heste – når de er helt frie!
Vil du vide mere om Ben, kan du læse portrætartiklen om ham i magasinet Ridehesten april 2022. Har du ikke selv bladet, kan du finde det i vores E-magasin, hvor arkivet går helt tilbage til 2005.
Læs mere om London International Horseshow 2023.