Marie Helene Rigård Rohleder
– Jeg har følt mig helt amputeret uden hest, fortæller Maria Vistrup på 37 år. Hun er tidligere succesfuld landsholdsrytter for pony med sejre ved DM og deltagelse ved EM og nordisk mesterskab i 1999. I maj måned i år købte hun Drisdal's Royal Mezzi, og igår vandt hun kvalifikationsstævnet i Dressurens Venner Cup med sit hold.
– Jeg er så glad for at være tilbage i sadlen igen. Efter ponyårerne stod den på familie og børn, men nu har jeg genoptaget ridningen, og det betyder alt. Det er første gang, at jeg deltager i Dressurens Venner Cup, og da jeg red som sidste rytter igår, vidste jeg, at vi skulle ride til over 70% for at vinde, så det var pres på. Jeg er virkelig et konkurrencemennesker, og jeg rider for at vinde. Så det var en skøn dag i går! fortæller Maria Vistrup fra Midtsjælland.
Maria var på holdet fra Ertebjerggaard Sportsrideklub, som igår vandt årets sidste kvalifikationsstævne i turneringen Dressurens Venner Cup ved weekendens stævne hos Nordvestsjællands Rideklub.
Holdet bestod af:
Andenpladsen gik til Odsherred Rideklub, og tredjepladsen endte hos Noagård Rideklub.
Maria Vistrup kendte kun den erfarne dressurrytter Karsten Hansen, da det var ham, som fik hende med på holdet, som også vandt distriktsmesterskabet for et par uger siden.
– Karsten har bare en unik evne til at opbygge en holdånd og sikre det gode sammenhold. Selvom vi ikke kendte hinanden i forvejen, så var alle super hjælpsomme, og der var en rigtig god stemning hele stævnet igennem, fortæller en glad Maria Vistrup, som nu kan se frem til at ride LA-5 ved finalen i Dressurens Venner Cup.
Dressurens Venner Cup er en Danmarksturnering for klubhold i dressur, som afvikles i LA2-A til C-stævner over hele landet. Turneringen er sponsoreret af Dressurens Venner i samarbejde med Ingdam's og afvikles over i alt seks kvalifikationsrunder samt en finale. Finalen er hos Solrød Rideklub d. 1-3 oktober.