Ecco Cup i Sundeved

03-10-2008 12:31

Maja Golles

I weekenden bliver der mulighed for at se landets bedste ponydressurryttere i aktion i Sundeved Rideklub i Vester Sottrup.

Blandt de mange ekvipager ved Ecco Cup er dele af holdene der vandt guld ved de nordiske mesterskaber for kategori 1 og 2 ponyer i Sverige i juni og tre fjerdedele af bronzeholdet fra europamesterskaberne i Schweiz i juli. De individuelle medaljevindere fra DM og NM er også repræsenteret. Sundeved Rideklub afvikler den tredje og sidste kvalifikationsrunde i ECCO cup, som er en landsdækkende dressurturnering sponsoreret af ECCO med formålet at fremme dansk ungdomselite indenfor dressur med henblik på kvalificering til internationalt niveau. Sundeved rideklub (SDR) i Vester Sottrup er i dagene fra 3.-5. oktober 2008 vært ved sit sjette landsstævne i dressur. Der er allerede skabt en tradition hvor Sundeved Rideklub i februar/marts holder hestelandsstævne og i oktober ponylandsstævne. Denne gang er det et ponylandsstævne og der er undervejs afvikling af tredje og sidste kvalifikationsrunde i ECCO-Cup. ECCO-Cup´en er den mest prestigefyldte cup-konkurrence på nationalt plan for ponyryttere. Som arrangør af et landsstævne er det rart at klubben også har egne ekvipager til start. Sundeved Rideklub har i år en ponyrytter der starter på landsplan, nemlig Anders Dyrgaard på ”Starlight”. For Anders er det sidste gang han starter landsstævne i Sundeved da han ved årsskiftet falder for aldersgrænsen for ponyryttere og stiger om til hest. Den lokale rytter skal ride i konkurrence med landets bedste ponyryttere. Ikke mindre end 15 fra den aktuelle top 20 rangliste for ponydressurryttere i Dansk Ride Forbund kommer til start i Sundeved. I løbet af stævnet gennemføres cirka 220 starter i 11 klasser, hvoraf der er to indledende og to kvalifikationsrunder til ECCO Cup. ECCO Cup kvalifikationen har 46 ryttere til start i de indledende runder der rides i PRT. Heraf går de 23 bedste ekvipager videre til FEI Pony kür.

Anna Pørtner

Tip nyhedsvagten

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Anna Pørtner