Thomas Bach Jensen
Hingsteføllet Rockas Langholt e. Rock Forever / Welt Hit II (opdr. Bente Graasbøll og Ole Magnus Jensen) blev i 2011 solgt på Dansk Varmblods Elitefølauktion til JJ Horses i Norge. Under navnet JJ Rockas Langholt blev han meldt til forbesigtigelse i det tyske Oldenburgerforbund og blev udtaget til hingstekåringen i Vechta, hvor han også var tilmeldt auktionen.
Den danske hingst opnåede kåring og blev efterfølgende solgt på auktionen. Angiveligt var det den danske landstræner i dressur, Rudolf Zeilinger, der købte den nykårede hingst, men det viste sig, at han blot var rådgiver for det tyske statsstutteri, Landgestüt Moritzburg. Her markedsføres den danske hingst nu under navnet Rock for You.
Hingstens mor Vanessa Langholt er også mor til Sixten Langholt, der er kåret i Dansk Varmblod og nu er dressurvallak i Sverige. Hun er desuden trekvart-søster til S-hesten i dressur Victor Langholt e. Winnetou, alle avlet af Langholt Dressage Horses v/ Bente Graasbøll og Ole Magnus Jensen, der fortæller:
- Det føles som et eventyr! En utroligt spændende weekend først med kåring og senere auktion.Tænk at have avlet en hingst, som Rudolf Zeilinger og ledelsen på Landgestüt Moritzburg synes om, og som kommer til at stå så smukt et sted med en historie der går helt tilbage til 1733!
For avlerparret har hele oplevelsen omkring Rockas Langholt gjort det daglige slid værd og givet håb for fremtiden, og det mener de også, der skal til for at blive ved med at avle. De ser nu med lidt ærefrygt og stor spænding frem til at kunne følge Rockas færden fremover.
- Vi har været meget heldige, at JJ passede godt på deres køb og gav Rockas chancen for at blive hingst. I år er vores tre hingsteføl solgt til tre hingstestationer. Om alt går vel, venter Vanessa føl efter Franklin til foråret 2014, og vi håber også på føl efter Sezuan, fortæller avlerne.