Thomas Bach Jensen
Britiske mestre i 2020 er Charlotte Dujardin og den 11-årige MSJ Freestyle e. Fidermark/ Donnerhall, der som føl blev købt på auktion i Tyskland af Emma Blundell, Mount St John. Hoppen har fra unghest været i ridning hos Charlotte Dujardin, som Emma kender fra dengang, de begge ponyshowklasser.
Sideløbende med en avlskarriere via embryo transfer har MSJ Freestyle leveret fremragende resultater med Charlotte Dujardin og har vundet lige fra 6-års championatet til det nationale Grand Prix-mesterskab, lige som parret vandt bronze individuelt og for hold ved WEG 2018 i Tryon.
Ved det britiske dressurmesterskab i Hartpury gik 10 af de 26 ekvipager fra Grand Prix videre til Kür-finalen og heraf havde Charlotte Dujardin to pladser. Udover Freestyle var hun også til start på den kun 9-årige KWPN vallak Gio e. Apache/ Tango. Med MSJ Freestyle opnåede hun ny personlig rekord, da hun scorede 90,20%, og ikke lang herefter fandt man Charlotte igen, nemlig med Gio på andenpladsen og et resultat på 88,05%. Det var første gang, at Charlotte red til 90% siden hendes storhedstid med Valegro.
Alle medaljerne gik til samme hus, kan man vist godt sige. I hvert fald var det Charlottes mangeårige træner, Carl Hester, der besatte bronzepladsen i mesterskabet med den 11-årige En Vogue e. Jazz/ Contango. De opnåede 86,475%.
Charlotte Dujardin havde ikke redet sin kür på Freestyle siden World Cuppen i Amsterdam. Se deres fantastiske ridt derfra lige her: