Dufour og "Free" strålede i regnen

24-05-2025 22:09

Trine Askjær-Jørgensen

Himlen åbnede sig, som de sidste ryttere skulle på banen i Randbøl i seniorernes indledende DM-klasse her til aften. Publikum trodsede regnen på tribunerne og blev for at se Cathrine Laudrup-Dufour og Mount St John Freestyle, der har lagt sig overbevisende i front

Nyheden fortsætter efter annoncen

Vejret har ellers holdt tørt hele dagen i Randbøl, hvor Dressurakademiet lægger rammer til DM i dressur. Sidst på eftermiddagen var det tid til seniorenes indledende klasse i mesterskabet, hvor hele 26 ekvipager var til start i Grand Prix.

Bedst af dem blev måske ikke så overraskende dagens sidste rytter og verdensranglistens nr. 1, Cathrine Laudrup-Dufour med sin OL-partner Mount St John Freestyle e. Fidermark/ Donnerhall, der kom på banen som den allersidste ekvipage her til aften. På det tidspunkt var det slut med tørvejr i Randbøl, hvor himlen havde åbnet sig. Publikum trodsede imidlertid regnen for at se den imponerende ekvipage, som da også leverede et ridt, der overhovedet ikke virkede mærket af omstændighederne.

Det var med den sædvanlige lethed og ynde, at parret kom rundt, og Freestyle satte nærmest ikke en hov forkert. Alle øvelserne lykkedes rigtig godt, og særligt piaffe- og passageturene bidrog med adskillige 8-, 8,5- og 9-taller til slutprocenten, der lød på 79,220. Med det har ekvipagen lagt sig i front af mesterskabet med over 7% ned til andenpladsen.

Copyright Ridehesten.com
Carina Cassøe Krüth og Heiline's Danciera. Foto: Ridehesten.com/Maria L. Mortensen
Nyheden fortsætter efter annoncen

Her finder vi endnu en tidligere OL-deltager og DM-medaljetager, nemlig Carina Cassøe Krüth med Heiline's Danciera e. Fürstenball/ De Niro (opdr. Stald Heiline), som havde et rigtig flot ridt, der blev honoreret med adskillige 8-taller for blandt andet passage og galoppiruetter. Med 72,020% er parret på sølvkurs forud for morgendagens kürfinale.

Copyright Ridehesten.com
Rikke Dupont og Grand Galiano. Foto: Ridehesten.com/Maria L. Mortensen

Rikke Dupont, der også er en del af bruttogruppen for seniordressurryttere, imponerede ved med den tidligere unghestechampionatsvinder i Herning, Grand Galiano e. Grand Galaxy Win/ Blue Hors Don Schufro (opdr. Lotte og Gert Buchhave), at ride sig til en tredjeplads med 71,600% i dag og lige præcis overhale Andreas Helgstrand, som med Jovian e. Apache/ Tango red til 71,360% og en fjerdeplads.

Klassens resultat.

Stævnets start- og resultatlister.

Thomas Bach Jensen

Tip nyhedsvagten

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Thomas Bach Jensen