DRF-mesterskaber afgjort i intense omspringninger

18-08-2024 21:50

Hele fire sæt medaljer er blevet uddelt hos Kongsdal Rideklub i dag, hvor årets DRF-mestre i pony- og childrenspringning skulle findes. Der var tæt kamp om medaljerne, og i mange tilfælde skulle rytterne ud i omspringning, før medaljerne kunne placeres

Copyright Ridehesten.com
Den nye danmarksmester for children Filippa Rothausen og Cados L. Foto: Ridehesten.com/Aviaja Vindum Hansen

Kongsdal Rideklub, som har hjemme på Kongsdalgaarden ved Hans Ley, har for første gang nogensinde været værter for DRF-mesterskabet i springning for pony og children. Den rolle er rideklubben blevet tildelt i tre år, dvs. i 2024, 2025 og 2026, og der er blevet investeret massivt i baner og anlæg for at blive klar til den store opgave. Det var i dag den store finaledag, hvor hele fire danmarksmestre skulle kåres, og hvis der er noget, der er garanti for i ponyspringning, så er det hurtighed og dertilhørende spænding. Det kom der i den grad i dag, da medaljetagerne skulle findes.

Jakob Leth, repræsentant fra Dansk Ride Forbund, var til stede for at overvære konkurrencerne og uddele præmier og håndtryk i dag. Han beretter om et vellykket stævne af debutarrangøren.

Det har været et godt stævne. Det er dejligt med en ny arrangør, der tør prøve kræfter med at afholde mesterskaberne, og de har gjort sig umage for at lave en flot stævneplads. Jeg regner med at se fortsat udvikling de næste to år, når Kongsdal igen skal være værter for stævnet, lyder det fra Jakob, der fortsætter og siger:

Der har været god stemning og masser af glade børn, der har vist pæn ridning, og så har det været nogle rigtig spændende afgørelser.

Store heste, unge ryttere
Det første mesterskab, der skulle afgøres, var hos childrenrytterne, hvor deltagerne må deltage til og med det år, hvor de fylder 14 år. Ønsket er at lette overgangen til stor hest, for de ryttere, der ønsker at foretage skiftet, før ponyårerne udløber. I finalen i dag blev der redet MB1*, hvor forhindringerne er 125 cm høje.

Vinderen af mesterskabet blev Filippa RothausenCados L, der lå fejlfri indtil dagens sidste ridt. Ekvipagen fik dog en enkelt bom i dagens sidste tur, men fire fejl var ikke nok til at holde dem væk fra guldmedaljen. Sille Hartvig Nielsen og den erfarne 20-årige Quimono de la Roque tog sølvmedaljen med samlede seks fejl. Den sidste medalje gik til Xander Reinholt Fredslund og den 9-årige Katarina Ask, der var klassens yngste hest. Ekvipagen var de eneste, der red dobbelt nul i dagens to runder, men da de havde syv fejl med sig fra gårsdagens indledende runde, blev det altså til bronze.

Det samlede resultat for children.

Suveræne Emily
I kat. III ponyernes mesterskab var der en rytter, der var bedre end de andre. Det var Emily Lee Vestergaard, der har været fejlfri hele weekenden igennem på Sting's Yaris. Ekvipagen vandt sølv til årets indendørs DRF-mesterskab, men denne gang skulle det altså være guld. Mere spænding var der om de to næste medaljer, hvor tre ryttere efter weekendens ture havde fire fejl hver. Ellen Vester Reymert og Dinko Star, Christian Hald Cassøe og Mister Surprice samt Silja Sofie Wichmann Duus og Skrædderdals Madonna skulle derfor ud i en omspringning. Alle tre ryttere red nul i omspringningen, og tiden blev derfor altafgørende. Med 25,75 sek. blev det Ellen og Dinko Star, der vandt sølv, mens Christian og Mister Surprice fulgte efter med 26,32 sek. Silja Sofie og Madonna måtte altså tage til takke med den altid lidt ærgerlige fjerdeplads i tiden 26,84. 

Det samlede resultat for kat. III.

Fejlfri omspringning blev afgørende
Efter de to første afgjorte mesterskaber var det så tid til kat. II ponyerne, hvor der nu skulle rides omspringning om guldet. Både Ingrid Christine Laursen og Djinn D'as de Pic og Elizabeth Klemp og Tynan Rocket var fejlfrie over begge dage, og derfor skulle der en omspringning til for at finde ud af, hvem der skulle ud på æresrunde med det røde dækken. Elizabeth og Tynan Rocket var hurtigst i tiden 32.16 sek, men der faldt en enkelt bom, og da Ingrid og Djinn D'as de Pic red fejlfrit - i tiden 33.62 - var det altså dem, der endte med den gyldne medalje. Bronzemedaljen tog Laura Bligaard og Nørlunds Maggie Mae sig af; de havde otte fejl fordelt over weekends ridt og endte altså også på podiet.

Det samlede resultat for kat. II.

Spændende afgørelse til slut
Der var ingen grund til, at publikum skulle gå hjem, før de også havde set dagens sidste DRF-mesterskab. Der skulle nemlig hele to omspringninger til for at få alle medaljer uddelt hos kat. I ponyerne. To ekvipager havde nul fejl, da alle runder var redet, og derfor skulle de i kamp om guldmedaljen. Ind i den afgørende omspringning om guldet red derfor Amalie Breum-Harild og Good Boy du Bondet samt Palma Sophie Gry Jansson-Christensen og Parc Icon. De to dygtige piger red igen begge fejlfrit, så derfor skulle mesterskabet afgøres på tiden. Palma var som altid lynhurtig og tog mesterskabstitlen med en omspringningstid på 29,99 sek. Amalie og Good Boy red i tiden 31,11 sekunder. 

I den anden omspringning, hvor de tre ekvipager, der havde samlede fire fejl hver, skulle dyste om bronzen, var det også spændende. Her afhang det igen af tiden, da alle tre ekvipager tog en bom hver. Eva Harriet Elkjær Christensen og Valmy de Treille var hurtigst med 29,94 sek., mens Sille Hartvig Nielsen og GCS Rambo tog den samlede fjerdeplads i tiden 32,46 sek. Selma Hundborg Dresler og Clounamon Coco måtte tage til takke med en femteplads i tiden 34,27 sek.

Dermed blev det altså Palma Sophie Gry Jansson-Christensen og Parc Icon, der vandt DRF-mesterskabet for kat. I ponyerne, mens sølvet gik til Amalie Breum-Harild og Good Boy du Bondet. Bronzen gik til Eva Harriet Elkjær Christensen og Valmy de Treille.

Palma stillede op til interview efter sejren var en realitet. Her fortalte hun følgende:

Det er gået helt fantastisk, og jeg er så glad. Der var gang i den, og jeg er heldig at have en frisk og stærk pony, som er hurtig i omspringningerne. Planen for resten af sæsonen er at ride Pony World Cup, som jeg red på min anden 1'er pony sidste år. Det glæder jeg mig også til, lød det fra den nykårede mester.

Det samlede resultat for kat. I.

Copyright Ridehesten.com
Podiet i kat. I ponyernes mesterskab. Foto: Ridehesten.com/Aviaja Vindum Hansen

Ridehestens fotograf har været til stede det meste af i dag, og billederne vil snart være online.

Læs også

Anna Pørtner

Tip nyhedsvagten

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Anna Pørtner