Dressurrytterne festede igennem

15-08-2008 08:37

Britt Carlsen

OL
- Det her er simpelthen så sjovt, at vi vil prøve det igen! Det var slagordene fra de danske bronzevindere og de mange tilrejsende hesteejere, supportere og støtter omkring det succesrige dressurhold

Anky og Isabell og deres holdkammerater festede i timevis sammen med prinsesse Nathalie, Anne van Olst og Andreas Helgstrand samt et stort antal supportere fra Tyskland, Holland og Danmark. Rytterne havde flyttet festen fra den tørlagte OL-by til Riverside Regal hotel, hvor champagnen og øllet flød i en lind strøm hele natten. Med Anky og Isabell i forreste række samledes de tre medaljevindende nationer på podiet i baren og skrålede "We are the champions" for fuld udblæsning - danske flag, tyske og hollandske ditto vejede overalt - og de kinesiske sikkerhedsvagter fik sig en på opleveren. Det er hviledag i dag for dressurrytterne, inden det i morgen aften kl. 19.15 Hongkong tid går løs med Grand Prix Special. De individuelle medaljer afgøres af rytternes point i Specialen og küren - 25 ryttere får adgang til Specialen og heraf går de 15 bedste videre til kürfinalen. I det individuelle resultat er Isabell Werth og Satchmo klart bedst med over 76%, efterfulgt af Anky van Grunsven med godt 74% og Heike Kemmer/Bonaparte med godt 72%. Nathalie zu Sayn-Wittgenstein og Digby er på 8. pladsen, Andreas Helgstrand og Don Schufro er nr. 14 og Anne van Olst og Clearwater er placeret på en 17. plads, hvilket betyder, at alle tre danske ryttere er med videre i den individuelle konkurrence.

Anna Pørtner

Tip nyhedsvagten

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Anna Pørtner