Sophie Dahl Hedegaard
Varetægtsfængslingen af den 20-årige dressurrytter er blevet forlænget med fire uger. Chung Yoo-ra er bl.a. anklaget for at have oprettet et skuffeselskab i Tyskland, hvor store summer af penge er strømmet ind bl.a. fra mobilgiganten Samsung. Penge, der angiveligt er blevet brugt til at indkøbe topheste bl.a. her i Danmark. Som tidligere omtalt på Ridehesten.com boede og trænede Chung Yoo-ra her i Danmark, hvor hun en uge før sin anholdelse solgte hingsten Wladimir O.A til den australske rytter Simone Pearce.
Chung Yoo-ra blev i første omgang anholdt for at opholde sig ulovligt i Danmark. Derefter blev hun varetægtsfængslet, fordi man mente, der var reel risiko for, at hun ville flygte ud af landet, hvis hun blev sat på fri fod. Overordnet er sagen langt større, faktisk en politisk skandale i Sydkorea, hvor Chung Yoo-ra’s mor, Choi-Soon-sil, i ledtog med Sydkoreas præsident står bag større svindel- og afpresningssager mod store virksomheder. Chung Yoo-ra er også anklaget for at have medvirket til afpresning af virksomhederne, en anklage hun ind til videre nægter sig skyldig i.
Retten i Aalborg har endnu en gang valgt at forlænge varetægtsfængslingen af sydkoreaneren grundet manglende behandling af Sydkoreas anmodning om at udlevere kvinden.