Dressurhingsten Hoftanz til Danmark

25-08-2009 12:54

Grethe Næsby

Den 5-årige hannoveranerhingst Hoftanz er flyttet til Danmark for at fortsætte sin karriere i avl og sport på dansk jord

Indehaver Lone Bøegh Henriksen har overrakt dressurrytter Louise Estrup tøjlerne og lægger nu hestens fremtidige uddannelse i denne dygtige rytters hænder. Hoftanz og Louise Estrup synes begge at være begejstrede for det knap to uger gamle partnerskab og kvitterede herfor ved at placere sig som nr. 2 af 36 starter ved weekendens DRF-championats kvalifikation i Ballerup Rideklub med en score på 8,8 point og er dermed videre til mellemrunden. - Han er en fantastisk hest at arbejde med og en rigtig kammerat. Vi kender knap hinanden, men jeg kan allerede mærke, at han er en hest, der vil gå meget langt for sin rytter, fortæller Louise, der træner hos berider Michæl Søgaard. Louise har selv flere heste avlet af HP Horses og heriblandt den 4-årige Rosenwalz, som hun også har kvalificeret til DRF-mellemrunden. Hoftanz er netop overleveret af sin hidtidige uddanner Johannes Westendarp, der har kvalificeret hingsten til det tyske Bundeschampionat ved en kvalifikationssejr i juli måned, men det er nu besluttet, at hingstens fremtid bliver i Danmark. Louise Estrup ser frem til at videreuddanne den lærenemme og talentfulde hingst, der er kåret i Dansk Varmblod og færdigkåret i de førende tyske avlsforbund. Således vil Hoftanz (e. His Highness x Rotspon x Weltmeyer x Brentano II) fra bedækningssæsonen 2010 stå i Danmark efter at have bedækket intensivt i Tyskland i to sæsoner. I sin første følårgang brillerede Hoftanz sidste år med adskillige højt præmierede føl i både Tyskland, Holland og Danmark, og havde særdeles gode føl på auktion i både Oldenburg og KWPN. Igen i år har han et super godt føl med på Oldenburger forbundets elitefølauktion. Ud af Hoftanz’ lille følårgang i Danmark lykkedes det at stille seks føl på region 1’s følskue i år og de udgjorde i alt en smuk og ensartet samling føl, der faldt helt i dommernes smag. Intet mindre end tre af føllene gik videre til finalen, hvor føllet Hortensia mf. Florencio blev skuets bedste dressurbetonede hoppeføl og udtaget til eliteskue. Endvidere var der forespørgsel på flere af føllene til Dansk Varmblods eliteauktion, men disse unge føl havde allerede skiftet ejer eller kunne ikke købes. Kilde: Pressemeddelelse.

Anna Pørtner

Tip nyhedsvagten

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Anna Pørtner