Anna Pørtner
Dressurakademiet i Randbøl har med kort varsel overtaget afviklingen af weekendens landsstævne i dressur, efter at stævnet i Hjallerup måtte aflyses grundet dårlige vejrforhold. De udfordrede forhold med sne og hård frost betød, at bundene i hallerne ikke nåede at blive klar til stævne, og derfor blev arrangementet aflyst.
I stedet har Dressurakademiet nu taget over og åbner dørene for heste og ryttere til landsstævne allerede fra på fredag, og sidste tilmelding er altså i dag.
– Vi har overtaget stævnet fra Hjallerup, så selvom det er lidt last minute, så håber vi, at folk vil bakke op. Vi synes altid, det er en skam, når noget bliver aflyst, når folk gerne vil ud at ride, siger Dennis Fisker fra Dressurakademiet i Randbøl.
Der er udarbejdet nye propositioner for stævnet, som afvikles på Dressurakademiets velkendte og fantastiske faciliteter på Korshøjegaard, hvor Blue Hors tidligere havde base.
– Vi har mulighederne og faciliteterne til at kunne løse opgaven, fordi vi har bokse i forvejen. Vi skal ikke til at sætte stævnebokse op, så vi kan godt lige få lavet sådan et lille hyggeligt stævne, hvor folk kan komme og ride, forklarer Dennis Fisker.
Det er ikke første gang, at Dressurakademiet i Randbøl træder til, når et landsstævne må aflyses. I marts 2025 tog teamet fra Dressurakademet også spontant over, da Aarhus Rideklub måtte aflyse deres landsstævne, blandt andet for at give rytterne mulighed for at nå vigtige kvalifikationer.
Dressurakademiet råder over faciliteterne på Korshøjgaard, som familien Obel og Dennis Fisker overtog i april 2024 med ambitionen om at etablere Randbøl Dressage Academy. Siden har stedet afholdt flere succesfulde stævner, herunder DM i dressur, som de har fået tildelt indtil 2027, ligesom forberedelserne allerede er i fuld gang frem mod EM i dressur i 2027 i Randbøl.
Med weekendens overtagelse håber arrangørerne endnu en gang, at rytterne vil bakke op om et stævne, der er kommet i stand på utrolig kort tid, men med gode rammer og erfarne kræfter bag.