Annika Knudsen Lorentsen
19 ekvipager deltog i det jyske mesterskab for senior hos Sportsrideklubben Aalborg i dag. Den 145 cm høje bane gav mange ekvipager problemer, og det var nervepirrende at følge med fra sidelinjen, særligt når rytterne skulle ride dagens sværeste linje.
Fra forhindring to til tre havde mange svært ved at ramme de perfekte fire galopspring, og de resulterede i, at seks ekvipager desværre måtte udgå eller opgive.
Det skal dog ikke tage glæden fra dagens bedste ryttere, for de beviste virkelig deres værd ved at ride fejlfrit på den svære bane. I alt red fire ekvipager fejlfrit og de skulle derfor dyste om sejren i omspringningen.
Her red de tre af dem igen fejlfrit og det var derfor tiden der blev afgørende. Christian Jansen er kendt for at være hurtig, og det var han igen i dag. I sadlen på Aagaardens Calina e. Careful/ Cajus (opdr. Hanne Aagaard) sikrede han sig sejren med det hurtigste omspringningsridt. Christian havde i alt tre heste til start, og de endte alle i top-6. Hør Christian fortælle om dagens mesterskab i videoen nedenfor.
Andenpladsen gik til en af klassen yngre ryttere, nemlig Alexander Godsk som red den 12-årige Chila R e. Catoki/ Cassini II (opdr. Jhonna Ry og Peter Olsen).
Tredjepladsen tog Torben Frandsen med Elmegårdens Dakota e. E Bøgegårdens Dicapo/ Catoki (opdr. Maria og Claus Schnoor).
Irske Ian Fives sikrede sig fjerdepladsen, mens Christian Jansen blev nr. 5.