Dopet atlet suspenderet i 16 måneder

21-03-2024 18:03

Brug af præparater mod symptomer på overgangsalder førte til en dopingdom for den polske dressurrytter Katarzyna Milczarek. Hun var ifølge eget udsagn ikke klar over, at præparatet indeholdte stoffer, der blev klassificeret som doping

Copyright Ridehesten.com
Katarzyna Milczarek og Guapo ved VM i Herning i 2022. Foto: Ridehesten.com/Kristine Ulsø Olsen
Nyheden fortsætter efter annoncen

Den polske dressurrytter Katarzyna Milczarek blev ved verdensmesterskabet i Herning i 2022 testet positiv i en dopingprøve. I prøven kunne det påvises, at rytteren havde anabolske steroider i kroppen, nærmere bestemt stofferne testosteron og metabolitter. 

Den nu 58-årige polske dressurrytter har erkendt, at hun har taget præparater, der indeholdte de forbudte stoffer. Det gjorde hun angiveligt for at lindre sine symptomer på overgangsalder. 

Milczarek vidste ikke, at det præparat hun anvendte, indeholdte stoffer, der blev klassificeret som doping. Efter at en urinprøve kunne påvise stoffet hos rytteren, blev atleten orienteret om, at der var tale om et brud på FEI's anti-dopingregler for mennesker. Dette førte også til en midlertidig suspendering. 

Ifølge Milczarek har det polske dressurlandshold ikke nogen landsholdslæge til rådighed, som rytterne kan rådføre sig med om eksempelvis brug af medicin. 

FEI har nu truffet en beslutning i sagen om den polske rytter. Dommen medførte en 16 måneder lang udelukkelse for rytteren. Denne udelukkelse var dog allerede afsonet i januar 2024, da hun havde været udelukket siden d. 27. september 2022. 

Nyheden fortsætter efter annoncen

FEI har i deres beslutning lagt vægt på, at rytteren kunne give en klar beskrivelse og forklaring på, hvorfor substansen var at finde hos hende. Derudover har hun ingen tidligere tilfælde af doping. Det blev dog også fremhævet af FEI, at rytteren med en simpel søgning kunne have fået oplysninger om, at det ikke var tilladt for atleter at tage midlet. 

FEI er en del af en verdensomspændende bevægelse, som kæmper for en dopingfri sport, der ledes af organisationen World Anti-Doping Agency (WADA). WADA har skabt en liste over de forbudte stoffer og metoder, der både tager højde for ikke-konkurrencesituationer og konkurrencesituationer samt specifikke sportsgrene.

Af WADA's liste fremgår stoffer og metoder, og disse er inddelt i kategorier som fx steroider, stimulanter og gen-doping. 

Milczarek deltog ved verdensmesterskabet i 2022 på hesten Guapo e. Xarme, men deres resultat til stævnet er blevet slettet som følge af det positive dopingresultat.

Suspenderingen af rytteren blev hævet i januar 2024, og Milczarek kunne atter ride stævner igen i februar 2024. 

Kilder: FEI, Tidningen Ridsport

Anna Pørtner

Tip nyhedsvagten

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Anna Pørtner