Don Auriello går på pension

11-10-2019 11:53

Camilla Tiefensee Schrøder

Den svenske dressurrytter Tinne Vilhelmson Silfvén har valgt at pensionere den 18-årige vallak Don Auriello, som i det seneste årti har tilhørt eliten i svensk dressursport. Hesten skal hyldes med en afskedsceremoni ved Sweden International Horse Show

Copyright Ridehesten.com
Don Auriello var uden tvivl en af publikumsfavoritterne ved World Cup-finalen i Göteborg 2019, hvor de sluttede på niendepladsen i kür med over 80%. Foto: Ridehesten.com/Kristine Ulsø Olsen
Nyheden fortsætter efter annoncen

En af nutidens mest succesfulde ekvipager i svensk dressursport er Tinne Vilhelmson Silfvén og Don Auriello e. Don Davidoff/White Star (opdr. Poppe Joachim), som de sidste ni år har været et fast makkerpar i Grand Prix-dressuren på internationalt niveau. Efter endnu et år med flotte resultater på højeste niveau har den 52-årige dressurrytter nu valgt at sætte punktum for hestens dressurkarriere.

Der vil blive taget officiel afsked med Don Auriello ved en ceremoni i forbindelse med Sweden International Horse Show i slutningen af november, skriver Tidningen Ridsport.

Sammen med Tinne Vilhelmson Silfvén har Don Auriello, som i daglig tale kaldes "Anton", repræsenteret Sverige hele to gange i både OL, VM og EM. Derudover har den gået fem World Cup-finaler, senest i Göteborg i år, hvor den sluttede i top-10 i både Grand Prix og kür.
– Antons charme og arbejdsglæde er unik! Jeg kan altid regne med hans vilje til at gøre det rigtige. Han elsker rampelyset, og jo mere folk hujer, jo stoltere bliver han. At få chancen for at ride en hest som Anton er drøm, udtaler Tinne Vilhelmson Silfvén.

Anna Pørtner

Tip nyhedsvagten

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Anna Pørtner