Dobbelt EM-sølv til Susanne

21-09-2015 15:36

De danske paradressurryttere blev i lørdags nr. 6 som hold ved europamesterskabet i Deauville, Frankrig, og danske Susanne Jensby Sunesen har i weekenden redet to individuelle sølvmedaljer hjem

Copyright Ridehesten.com
Susanne Jensby Sunesen og Thy's Que Faire.

I går sønddag skulle pararytterene ride om medaljer i kür ved Europamesterskaberne i paradressur i Deauville, Frankrig, og igen var Susanne Jensby Sunesen og Thy’s Que Faire fremragende og vandt endnu en sølvmedalje for Danmark og opnåede dermed dagens bedste danske resultat.

EM i Frankrig var holdleder Lis Lihmes sidste mesterskab, så en spændende sportslig weekend blev også præget af vemod, da der skulle siges farvel til pararytternes faste støtte gennem mange år.


Dobbelt sølv til Susanne i grad III
Susanne Jensby Sunesen ogThy’s Que Faire har haft et fantastisk EM. Lørdag lykkedes det ekvipagen at vinde sølv i det individuelle program, og i søndagens kür (freestyle) belønnede dommerne ridtet med 75,100 %, hvilket betød endnu en sølvmedalje. Klassen blev vundet af tyske Hannelore Brenner med 77,950% mens hollandske Lotte Krijnsen vandt bronze.

Fine resultater i grad IB og IV
Stinna Tange Kaastrup og Steffi Graf kom godt fra start ved dette EM. Parret startede med at blive nr. 2 i fredagens ridt, mens det lørdag blev til en 5. plads. I søndagens kür fik ekvipagen 71,550%, og det betød, at de kom lige uden for medaljerne og sluttede på en 4. plads. Guldet gik til Pepo Puch fra Østrig med 77,750 %, mens Lee Pearson tog sølv for England med 74,050%, og Nicole Dulk Den fra Holland fik bronze med 72,100%.
I Grad IV var to ryttere til start for Danmark i søndagens kür. Line Kongensgaard og Laponio viste et flot program, som blev belønnet med 72,400%, hvilket betød en 5. plads i konkurrencen. Camilla Christensen og Østergaardens Delight red til 69,550%, og det rakte til en 7. plads. Küren i grad IV blev vundet af hollandske Frank Hosmar, som opnåede hele 79,950 %. Sølvvinder blev Sophie Wells fra England med flotte 79,000 %, mens tyske Carolin Schnarre tog bronzen med 73,150 %.

Et ungt hold på vej
”Det danske hold er et rigtig godt hold, men det er stadig et ungt hold, der mangler den sidste skarphed og rutine. Dem, der ligger 1. og  2. i klasserne, er meget skarpe, og de laver ingen fejl overhovedet. Der er vi ikke helt endnu. Stinna red eksempelvis fantastisk i går, og jeg troede, hun ville vinde, men så blev hesten bange, og det trak hende helt ned på en 5. plads. Men holdet er rigtig godt på vej. De er begyndt at vise et stort overskud på banen, og kommer hurtigt videre, selv om der sker fejl. Jeg synes også, turneringen har været præget af et mentalt overskud og god holdånd, selv om det også har været lidt vemodigt, idet det er sidste stævne for Lis (holdleder red.) Der blev sagt fint farvel i går, hvor hun blev kaldt op på scenen under gallamiddagen og fik gaver fra arrangørerne og de andre holdledere.”, siger landstræner David Amager

/DRF.

Anna Pørtner

Tip nyhedsvagten

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Anna Pørtner