Dobbelt dansk sejr i Youth Nations Cup

23-08-2019 16:08

Camilla Tiefensee Schrøder

Med sammenlagt nul fejl har de danske juniorspringryttere i dag vundet en forrygende sejr i Nations Cup ved Baltica Summer Tour i Ciekocinko – og det samme gælder ungrytterne!

Nyheden fortsætter efter annoncen

Både junior- og ungrytterlandsholdet har i dag sørget for dansk sejr i Nations Cup ved Baltica Summer Tour i polske Ciekocinko. Og det endda med nul fejl til begge hold.
– Det har været en vanvittigt god dag, lyder det ikke overraskende fra Chef d'Equipe Bo Kristoffersen.

Spænding og super springning
Som eneste hold med tre dobbelt nulrunder vandt det danske juniorhold først deres nationsspringning.
Gustav Christian Jacobsen på Zypern 4, Noona Wildfang Linde på Eurvette O og Theodor Linde på Salto des Nauves red hver to fejlfri runder, og den præstation var der ingen af de fem andre nationer, der kunne matche. Andenpladsen, med fire fejl i alt, gik til Sverige, mens Tjekkiets tremandshold tog tredjepladsen med 11 fejl.
– Det var spændende helt til sidst, fordi svenskerne fulgte os, fortæller holdlederen.

Holdet fik en uheldig start, da Camilla Mortensens ellers erfarne Handybeat havde en dårlig dag og så en masse "spøgelser" på banen, så deres tur endte, da den løb uden om en forhindring for anden gang. Det lagde et ekstra pres på resten af holdet, men det tog de i stiv arm.
– De red seks vanvittigt flotte nulrunder. Theodor og Gustav er jo nogle "gamle rotter" på landsholdet, hvis man kan sige det om juniorryttere, og jeg havde også forventet en god præstation fra dem. Men de fik fantastisk opbakning fra Noona, som red dobbelt nul i sin første Nations Cup som juniorrytter. Det er helt vildt, siger Bo Kristoffersen.

Se resultatlisten (J)

Copyright Ridehesten.com
Nyheden fortsætter efter annoncen

Ungrytterne fulgte trop
Efter juniorrytternes triumf fortsatte ungrytterne i samme stil. Phillippa W. Linde på Jaguar, Kamilla Ladefoged Rasmussen på Quajongen Z, Anne Kristine Truelsen på Cosma Shiva og Benedikte Rie Truelsen på Cassina Z havde alle mindst én nulrunde ud af to, og sammenlagt stod der nul på resultattavlen.

I ungrytternes klasse var der kun tre hold til start, og nærmeste konkurrent var Italien med 34 fejl, mens Polen ikke gennemførte konkurrencen.
– Youngriderne red hammergodt. Men der var jo kun tre hold, og Polen blev diskvalificeret i første runde. Så vi red kun mod italienerne i anden runde, og det blev aldrig rigtigt spændende, som det var i juniorklassen. Men ryttere, der red dobbelt nul kunne kunne hente nogle gode world ranking-point, siger en yderst tilfreds Bo Kristoffersen.

Se resultatlisten (YR)

Familiesucces på springbanen
Stævnet i Ciekocinko har i dén grad været en familiebegivenhed for flere danske springfamilier. På ungrytterholdet sprang søstrene Anne Katrine og Benedikte Rie Truelsen begge flotte nulrunder. Juniorholdets fejlfri Gustav Christian Jacobsen har også sin lillesøster, Josephine, med til stævnet, og hun vandt en ponyklasse tidligere på ugen. Og sidst men ikke mindst havde familien Linde hele tre fejlfri ryttere på de vindende landshold i Youth Nations Cup (Theodor og Noona på juniorholdet og Philippa på ungrytterholdet), og det må siges at være noget af en bedrift.
– Det tror jeg simpelthen aldrig er sket før, at tre søskende på samme tid er med til at vinde en Nations Cup med dobbelt nulrunder. Jeg har i hvert fald aldrig oplevet noget lignende, siger Bo Kristoffersen, der som familien Lindes faste springtræner har god grund til at være stolt.

Kristine Ulsø Olsen

Tip nyhedsvagten

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Kristine Ulsø Olsen