Annika Knudsen Lorentsen
Traditionen tro afholder Ung i Dansk Varmblod DM i Hest henover de første tre måneder af året, og den første runde starter allerede i morgen den 11. januar 2023.
Formålet med DM i Hest er at styrke fællesskabet omkring heste, og samtidig lave en konkurrence, hvor fokus flyttes fra de mere materielle ting ved sporten over til området, hvor der fokuseres på viden og forståelse af hesten gennem teoretisk uddannelse. Spørgsmålene i DM i Hest spænder bredt, og emnerne indenfor avl, anatomi, sundhed, sygdom, fodring, sportsresultater og management kan alle blive berørt.
– Vi håber, at deltaerne får øjnene op for, hvor mange elementer hesteverdenen indeholde og forhåbentligt giver det dem blod på tanden, til at lære endnu mere og dygtiggøre sig som hele hestefolk, forklarer Sophie Louise Asp Laursen, som er en del af forretningsudvalget i Ung i DV.
Første runde i DM i Hest starter allerede i morgen fra kl. 17.-19.00, mens anden runde afholdes lørdag den 11. februar. Finalen afholdes ved Dansk Varmblods Hingstekåring 2023, lørdag den 11. marts.
Et hold må bestå af 2-4 personer mellem 12 og 20 år. De to første runder foregår online, mens finalen er med fysisk fremmøde. Præmierne til vinderne er blandt andet ét års medlemsskab af Ung i Dansk Varmblod, ét års abonnement på Ridehesten, billetter til Dansk Varmblods gallashow 2024 og flotte ting fra leverandører som Effol og Blue Hors.