DM-debut til Anne-Mette og Donkey Boy

27-05-2022 15:52

Når der i næste uge bliver afholdt DM for senior og paradressur samt DRF-mesterskab for U25, så har 11 ryttere DM-debut i seniorrækken. En af dem er Anne-Mette Strandby, der skal debutere med guldmedaljehingsten Hesselhøj Donkey Boy

Copyright Ridehesten.com
Anne-Mette Strandby Hansen og Hesselhøj Donkey Boy. Foto: Ridehesten.com/Thomas Bach Jensen

Startlisten til seniorernes DM, der afholdes af Helgstrand Event den 1. – 5. juni, byder på flere spændende navne og blandt dem der skal have debut er Helgstrand-rytteren Anne-Mette Strandby Hansen.

I 2020 blev Anne-Mette først europamester og efterfølgende danmarksmester for U25- ryttere på Foco Loco W, men Anne-Mette er rykket op som seniorrytter og det betyder at det bliver hendes første DM i den kategori. Det samme er gældende for hingsten hun skal ride på, nemlig 10-årige Hesselhøj Donkey Boy e. ERA Dancing Hit/ Milan (opdr. Dorthe og Hans Jørgen Hoeck).

– Det bliver mega spændende. Jeg er jo ny i senior sammenhæng, men det er han om noget også. Vi havde en god debut på Hovgaard, men siden da  har han udviklet sig så meget og jeg føler virkelig at han udvikler sig fra dag til dag. Jeg glæder mig egentlig bare, så jeg har ikke sat nogle forventninger op, for vi skal bare øve os også må vi se hvad det bliver til .

Guldmedaljehingsten Hesselhøj Donkey Boy har haft en ualmindelig succesfuld karriere med berider Jan Møller Christensen. Ekvipagen har vundet DRF og Pavo's championat i dressur for 4-, 5-, 6- og 7-års heste, og sideløbende har parret tre år i træk været topplaceret i UVM-finalerne med bronze for 5-års og sølv for 7-års. Sidste år overtog Anne-Mette tøjlerne på den populære hingst, som hun blot har redet en enkelt Grand Prix på ved landsstævnet på Hovgaard, men til gengæld vandt med hele 76%.

– Jeg er glad og beæret over at få lov til at få min seniordebut og så på den hest. Når man ser startlisten, så ved jeg godt at de andre er rigtig dygtige og det har jeg respekt for, lige nu er Donkey Boy og jeg bare med for at lære. Skulle vi komme i finalen, så er det faktisk min kür fra da jeg red U25 som bliver genbrugt, bare med lidt justeringer. Det er en kür som betyder rigtig meget for mig, fordi de eneste to gange jeg har redet den var ved EM og DM på Foco Loco, hvor vi begge gange vand guld, så det bliver ret  specielt at ride den. 

Anna Pørtner

Tip nyhedsvagten

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Anna Pørtner